Af med skægget: Kiel-profil vil tvinge modstandertræner til barbering med sejr
I SC Magdeburg har cheftræner Bennet Wiegert efterhånden et langt og vildt skæg. Den 42-årige forhenværende tyske landsholdsspiller, der som aktiv selv spillede store dele af karrieren i netop Magdeburg, har ikke barberet sig siden september 2023.
For siden da har førerholdet i den tyske Bundesliga simpelthen ikke tabt en eneste kamp. Siden nederlaget ude mod Barcelona 21. september, har de forsvarende Champions League-mestre vundet 25 ud af 27 mulige kampe, de resterende to spillet uafgjort, og derfor kan cheftræneren simpelthen ikke få sig selv til at tage skægget.
Nu håber de forsvarende tyske mestre fra THW Kiel så at tvinge Wiegert af med skægget. Onsdag aften mødes de to i et stormøde i Kiel, hvor rekordmestrene skal forsøge at holde trit med toppen af den bedste tyske række, hvor særligt netop SC Magdeburg og Füchse Berlin er stukket af.
”Vi ville være glade for at tage de to point, og vi kunne også godt tænke os at se Benno (Bennet Wiegert, red.) med kortere skæg igen,” kommer det således fra Kiels østrigske profil Mykola Bilyk ifølge Handball-World.
Den 27-årige østrigske venstreback, der har spillet i Kiel siden 2016, har stået for tredje flest scoringer for den nordtyske klub i Bundesligaen i denne sæson med 58 mål, kun overgået af den svenske duo Niclas Ekberg og Eric Johansson med henholdsvis 78 og 67 mål.
”Måske kan det være vores gave til hele håndboldverdenen. Jeg tror, at både han og Magdeburg helt sikkert vil være imod det, men jeg tror faktisk, der er flere på vores side i lige netop denne sag,” fortæller østrigeren.
Hos bookmakerne er netop Kiel da også de umiddelbare favoritter til onsdagens kamp, der skydes i gang klokken 20:30. Efter en skidt sæsonstart har nordtyskerne fået rettet op, og har siden midten af oktober kun tabt én eneste ud af 10 mulige kampe, mens det er blevet til ni sejre.
Der er gode chancer for at se danskere i aktion i onsdagens opgør. Hos hjemmeholdet spiller således den 28-årige danske landsholdsvenstrefløj Magnus Landin, mens både den bomstærke stregspiller Magnus Saugstrup og den hårdt skydende Michael Damgaard er at finde hos Magdeburg.