Besejrer polakker hjemme: Fredericia kommer endelig på tavlen i Champions League
I sjette forsøg lykkedes det endelig Fredericia HK at komme på pointtavlen i Champions League, da polske Wisla Plock onsdag blev besejret med 28-25.
Stærkt forsvarsspil og vigtige redninger fra Sebastian Frandsen i målet var nøglen for de danske sølvvindere i sejren.
Samtidig styrede William Andersson Moberg østjydernes offensiv og førte an med ni scoringer.
Med sejren kommer Fredericia på tavlen i Champions Leagues gruppe B. Jyderne kravler væk fra sidstepladsen og har på syvendepladsen samme pointantal som Wisla Plock på sjettepladsen.
Fredericia lignede i indledningen af mødet med polakkerne ikke et hold, der havde tabt efterårets fem første opgør i Champions League.
En aggressiv defensiv gav Fredericia en god start på opgøret. Samtidig spillede hjemmeholdet effektivt angrebshåndbold, og halvvejs i første halvleg bragte højrefløjen Kasper Young Fredericia foran 8-4.
Polakkerne fik dog i løbet af første halvleg en smule mere hul på Fredericias offensive forsvar, og da det danske hold samtidig havde et par store afbrændere i den anden ende, var den jyske pauseføring kun på 13-11.
Den føring burde have været større, men afbrænderne kostede.
I anden halvleg strammede Fredericia sig an i afslutningerne, mens den stærke defensiv med Sebastian Frandsen i målet fortsat voldte polakkerne problemer.
Med 20 minutter tilbage bragte Anders Kragh Martinussen Fredericia foran 20-15. Det gav lidt luft, men Wisla Plock opgave ikke.
En dobbelt dansk undertalsperiode blev dyr, og så lød føringen kun på to mål.
Fredericia-træner Gudmundur Gudmundsson tog klogeligt en timeout, som gav det i europæisk sammenhæng urutinerede jyske hold lidt luft til hovedet.
Sebastian Frandsen hev på ny en stor redning frem, og så kom der ro på igen, da playmaker Moberg i det efterfølgende angreb brød igennem og bragte Fredericia foran med fire.
Wisla Plock angreb i de sidste par minutter flere gange for at mindske forspringet til to mål, men Sebastian Frandsen stod i vejen hver gang.
I stedet for et polsk comeback afgjorde William Moberg kampen med halvandet minut igen, da han sendte en fremragende underhånd afsted og noterede sig for sin niende scoring i opgøret.