GOG taber i Esbjerg efter stolpeskud i sidste sekund
Alexander Blonz havde chancen for at udligne i de sidste sekunder, men nordmanden ramte stolpen.
For hjemmeholdet var den svenske keeper Niklas Kraft med 16 redninger den mest afgørende spiller.
Den overraskende sejr betyder, at Ribe-Esbjerg kravler op på fjerdepladsen med 16 point, mens GOG er nummer seks med sine 14 point.
I første halvleg betød kombination af Krafts redninger og et gavmildt GOG-forsvar, at Ribe-Esbjerg opbyggede føringer på fire-fem mål, inden det sluttede 19-15 ved pausen.
GOG kom flyvende ud til anden halvleg, og især målmaskinen Emil Madsen gjorde sit til at lukke hullet og gøre kampen helt jævnbyrdig.
Efter blandt andet seks Madsen-scoringer på 12 minutter, stod den pludselig 26-26.
Men Kraft tog fat igen, og GOG leverede ud over flere udvisninger også tekniske fejl, som bremsede opturen.
Ribe-Esbjerg kom igen foran med fire, og denne gang holdt værterne fast, selv om det til allersidst krævede hjælp fra stolpen.
GOG skal torsdag i aktion igen, når det tyske storhold Magdeburg kommer på besøg i Champions League.