Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Hollandsk duo skifter fra Odense Håndbold til den ungarske storklub Györ

Ritzau
Hollandsk duo skifter fra Odense Håndbold til den ungarske storklub Györ
Hollandsk duo skifter fra Odense Håndbold til den ungarske storklub GyörTim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix
Odense Håndbold bliver til sommer to hollandske profiler fattigere, når Dione Housheer og Bo van Wetering forlader klubben.

Begge har besluttet at bytte den fynske håndboldklub ud med ungarske Györ.

Det oplyser Odense på sin hjemmeside, mens Györ har bekræftet nyheden på sin facebookside.

Housheer og van Wetering er i gang med deres tredje sæson i Odense og var sidste år med til at vinde det danske mesterskab.

Nu søger de nye udfordringer til sportsdirektør Trine Nielsens ærgrelse.

"Jeg er naturligvis virkelig ærgerlig over, at både Bo og Dione har valgt at stoppe i klubben til sommer - begge er kæmpestore talenter, der i den grad er trådt ind på den store scene og har vist, at de tilhører den absolutte top i international håndbold."

"Når det så er sagt, så er jeg også stolt af, at vi i Odense har været en del af denne udvikling for begge spillere, og ønsker dem al mulig held og lykke i fremtiden," siger Trine Nielsen til klubbens hjemmeside.

Hun minder samtidig om, at hollænderne er på kontrakt i resten af sæsonen, så Odense kan få glæde af deres evner noget tid endnu.

Dione Housheer har da også stadig store ambitioner i den danske topklub.

"Min tid her i Odense har været fantastisk med mange store oplevelser, blandt andet min Champions League-debut og at vinde DM. Jeg er glad for, at jeg har resten af sæsonen sammen med dette fantastiske hold i denne klub, og jeg drømmer om at slutte med flere titler," siger hun.

Alligevel ser hun frem til noget nyt.

"Efter seks år i Danmark, heraf de tre i Odense, føler jeg, det er tid til at starte et nyt kapitel i mit håndboldliv for at udvikle og udfordre mig selv - både som menneske og som håndboldspiller," lyder det fra Dione Housheer.