Ikast brager sammen med Esbjerg fire gange på 19 dage: "Det kan blive svært at overraske"
To af sæsonens bedste hold indtil videre i international kvindehåndbold er danske. Ikast og Esbjerg har fået en fænomenal begyndelse på sæsonen, og det er blandt andet kommet til udtryk i Kvindeligaen og i Champions League, hvor holdene er i toppen i begge turneringer.
Onsdag mødes de to hold i Santander Cup. Det er første gang i sæsonen, at Ikast Esbjerg tørner sammen, og det er samtidig startskuddet til en voldsom periode, hvor de to tophold skal møde hinanden fire gange inden for blot 19 dage.
De skal nemlig mødes i Kvindeligaen og to gange i Champions League ud over onsdagens pokalbrag. Ikast-træner Kasper Christensen tror, at de kommende kampe bliver nogle uhyggeligt tætte opgør.
”Jeg tror, at det bliver nogle rigtigt hårde kampe. Det er to hold, der gerne vil spille fysisk. Esbjerg er et af de hold, som vi kommer til at møde, der har den allerstærkeste defensiv.” fortæller Kasper Christensen til Flashscore og fortsætter:
”Jeg synes, at holdene ser relativt jævnbyrdige ud, og derfor tror jeg heller ikke, at det bliver meget, der kommer til at skille de to hold ad.”
Esbjerg har været overlegne i de seneste indbyrdes opgør, men Ikast har gang i en rigtig flot sæson.
Det er bestemt heller ikke utænkeligt, at Kasper Christensen får ret i, at det bliver nogle tætte kampe mod Esbjerg. Ikast ligger nummer to i Kvindeligaen kun to point efter Esbjerg på førstepladsen. Midtjyderne har da også kun tabt en enkelt kamp i den hjemlige liga.
I Champions League er rollerne byttet om. Her er det nemlig Ikast, der topper gruppen. Esbjerg er dog lige efter med samme pointantal. Der er altså ikke meget, der adskiller de to hold, og ifølge Kasper Christensen kan det meget vel komme ned til, hvilke af de to holds profiler der rammer dagen.
”Der er utroligt mange dygtige spillere på de to hold, så jeg tror, at det bliver en kamp, hvor det er de individuelle præstationer, der kommer til at afgøre udfaldet. De profiler, der bliver sat bedst i scene, bliver meget afgørende for kampene.”
Selvom der venter masser af vigtige kampe mod vestjyderne, så tager Ikast det hele én kamp ad gangen, og de behandler kampene på nøjagtig samme måde.
”Vi forbereder os ens uanset, om det er en kamp i pokalturneringen eller i Champions League.” siger Kasper Christensen og fortsætter:
”Det er to hold med et stort kendskab til hinanden. Vi har spillet utroligt mange kampe mod Esbjerg i de seneste år. Der har været meget få udskiftninger på begge hold, og derfor kender vi Esbjerg godt, ligesom de også har et stort kendskab til os. Derfor tror jeg også, at holdene kan få svært ved at overraske hinanden.”
Selvom det kan blive svært for de to hold at overraske hinanden, så kommer Kasper Christensen til arbejde på højtryk for at finde de små marginaler, der kan være afgørende.
”Det er klart, at når man spiller fire gange mod den samme modstander indenfor tyve dage, så handler det om at finde de helt små detaljer at pille ved, fordi spillerne kender hinanden så godt. Det er jo der, at vi som trænere kan være med til at gøre en forskel.”
Esbjerg bliver nok regnet som svage favoritter til opgørene mod Ikast, men midtjyderne har fordelen i onsdagens pokalkamp, og klubben fra Ikast har generelt stor tro på egne evner.
”Vi tror på, at vi har en chance for at vinde, uanset hvem vi møder.”
Onsdagens kamp er en ”vind-eller-forsvind”-kamp, så der stræber både Ikast og Esbjerg efter at gå videre, så de har en mulighed for at vinde pokalturneringen. De to Champions League-kampe er dog en anden sag. Selvom Kasper Christensen naturligvis gerne vil vinde alle kampe, så kan han også acceptere lidt mindre.
”Kan vi komme afsted med en sejr i en af de to Champions League-kampe mod Esbjerg, så vil vi virkelig have fået en god start på den turnering.”
Onsdagens pokalkamp spilles klokken 20:30, og du kan følge den her.