Ikast-træner efter fantomstart i Champions League: "Jeg havde ikke set den komme"
Søndag hentede holdet sin fjerde sejr af lige så mange mulige ved at besejre Krim Ljubljana 33-32 på hjemmebane i en gyserafslutning, hvor begge hold havde chancen for at tage sejren til sidst.
Godt nok har den ikke stået på Champions League for Ikast de senere år, men topplaceringer i European League og profilernes udvikling har efter cheftræner Kasper Christensens mening rustet holdet til Europas største klubturnering.
"Vi har en god robusthed europæisk og mange spillere, som har stor erfaring fra landshold og slutrunder. De har udviklet sig godt over de seneste år og fået vigtigere roller på deres landshold", lyder det fra Christensen.
Han nævner blandt andre Emma Friis og Simone Petersen fra det danske landshold.
"På den måde er vi egentlig ikke overraskede over, at vi kan spille med og gøre en forskel i Champions League. Er man blandt de bedste hold i Danmark, som i mine øjne har verdens bedste liga, kan man også spille med i Champions League."
"Men før sæsonen havde vi nok ikke troet, at vi skulle have fire sejre i de fire første kampe", forklarer Kasper Christensen.
Ikast har i den grad imponeret i de første kampe ved at nedlægge Vipers Kristiansand, Metz og Rapid Bucuresti og søndag Krim Ljubljana.
De otte point placerer holdet på førstepladsen i Champions League-gruppen, der blandt andet også tæller Team Esbjerg.
I sidste ende giver en plads i top-2 direkte billet til kvartfinalerne, men Ikasts træner bliver ikke skuffet, hvis holdet ender længere nede.
"Det vil være at tage munden for fuld. Men jeg bliver rigtig skuffet, hvis vi ikke går videre. Vi har givet os selv en start, der er perfekt", siger han.
Først om tre uger skal Ikast igen spille Champions League-håndbold. Her er modstanderen polske Zaglebie.