Ikast tromler videre med overlegen sejr over ærkerivaler
Især offensivt var de hvidklædte gæster hårde ved hjemmeholdet, der aldrig formåede at dæmme op for det løbestærke og fysisk meget kompetente Ikast-hold.
42-32 vandt Ikast efter 19-15 ved pausen, og det var en fin optakt til lørdagens besøg hos den forsvarende Champions League-mester, norske Vipers Kristiansand.
Havde Viborg ambitioner om at drille topholdet, skjulte spillerne det godt før pausen. Her scorede de godt nok et pænt antal mål, men smed samtidigt også bolden væk hele ti gange efter tekniske fejl.
Det blev lidt bedre i anden halvleg, men til gengæld havde værterne ingen våben mod Ikasts skræmmende angrebsmaskine, der buldrede videre for fuld fart.
Den tjekkiske stjerne Marketa Jerabkova var i hopla med ni scoringer, men også de norske backer Ingvild Bakkerud og Stine Skogrand bidrog flittigt.
Generelt bød onsdag på lutter favoritsejre i Kvindeligaen.
Odense Håndbold gennembankede ellers formstærke Silkeborg-Voel 33-15 i en kamp, hvor begge hjemmeholdets keepere funklede.
Yara ten Holte leverede 6 redninger på 14 forsøg, og den danske landsholdskeeper Althea Reinhardt diskede op med fornemme 12 redninger på 19 forsøg og en redningsprocent på godt 63.
Nederlaget var Silkeborg-Voels første efter syv sejre i træk, og med resultatet voksede hullet fra midtjyderne på femtepladsen op til Nykøbing Falster på fjerdepladsen.
Nykøbing Falster var ellers meget tæt på at smide point onsdag. Sønderjyske var længe foran med et-to mål i anden halvleg, men i slutminutterne vendte Jakob Larsens tropper 21-22 til en 23-22-sejr på hjemmebane.