"Ikke en type man slår sig på" - Sådan er Aalborgs potentielt nye tyske håndboldtræner
I sidste uge dukkede rygterne op om, at Maik Machulla skulle have mødtes med Aalborg-direktør Jan Larsen.
Den nordjyske storklub sender dermed et signal om, fra hvilken hylde der skal hentes ny cheftræner i jagten på at erobre titler.
I håndboldkredse beskrives Machulla som en decideret håndboldnørd. En type der ikke benytter store armbevægelser, og som assistenttræner stod i skærende kontrast til den meget ekstroverte Ljubomir Vranjes, der var Machullas forgænger i Flensburg-Handwitt.
Som spiller vandt Machulla flere nationale titler i Tyskland. Han blev tysk mester med Magdeburg, mens han også har vundet titler som den tyske pokalturnering og Champions League.
Sidstnævnte turnering vandt han både med Magdeburg, men også med Flensburg-Handewitt, som han spillede for fra 2012 til 2015.
Sideløbende med spillerkarrieren var Machulla assistent for Ljubomir Vranjes. En rolle den tidligere bagspiller bestred frem til 2017, hvor han overtog tøjlerne, da svenske Vranjes drog til ungarske Veszprem.
Jan Kjeldtoft der er sportsredaktør på Flensborg Avis, har flere gange mødt Machulla og giver tyskeren følgende skudsmål.
”Han minder meget om det man kender fra Danmark. Han giver noget af sig selv på pressemøder, og forfalder ikke kun til håndboldfloskler. Han kunne godt minde om den nuværende Flensburg-Handewitt-træner Nicolej Krickau i den henseende. Han er ikke en type man slår sig på, da han fint kender den danske og skandinaviske kultur”, lyder det fra Kjeldtoft til Flashscore.dk.
Fyringen kom efter en periode på otte dage, hvor klubben med de mange danske spillere, udspillede deres rolle i tre turneringer.
Først blev det til et nederlag i semifinalen i DHB-Pokal, dernæst blev klubben sendt ud af Europa League-kvartfinalen, af den spanske klub Granollers. For at føje spot til skade, havde Flensburg-Handewitt fået Final 4-værtskabet i selvsamme turnering, og skulle nu afholde en turnering de ikke længere deltog i. Hovedet på sømmet blev et 10-mål nederlag til Kiel, der endegyldigt slukkede drømmene om at returnere til Champions League.
”Fyringen har gjort ondt i Flensburg-Handewitt, men det var uundgåeligt efter de tre nederlag. Klubben var nødt til at vise handlekraft overfor fans og sponsorer, og den relativt nyudnævnte forretningsfører Holger Glandorf, var også nødt til at træde i karakter”, siger Kjeldtoft om spillet i kulisserne, der slutteligt endte med en fyreseddel til Machulla.
Succesen kom ellers hurtigt til Maik Machulla som cheftræner, da han i sine to første sæsoner i spidsen for den hæderkronede klub vandt det tyske mesterskab. En turnering der ifølge Kjeldtoft rangerer over Champions League syd for grænsen.
”Han startede med at vinde to tyske mesterskaber, og så kan man altså krydse Flensborg Fjord uden at blive våd hernede. Han var, og er, meget vellidt af klubbens fans, og til den sidste kamp i sidste sæson, blev han også hyldet af hele Campus Halle. Efter kampen var han også nede i omklædningsrummet for at hilse på spillerne”, fortæller Kjeldtoft.
Maik Machulla vil gerne have, at hans hold spiller hurtig og teknisk håndbold. Grundet det historiske skandinaviske islæt i Flensburg-Handewitt, beskrives Maik Machulla som skandinavisk trods hans tyske ophav. Det gælder både på og udenfor banen, hvor nogle af hans sidste bedrifter i Flensburg-Handwitt var at skrive kontrakter med de danske landsholdsspillere Simon Pytlick og Lukas Jørgensen.
Sportsredaktøren hos Flensborg Avis mener at Maik Machulla ville passe fint til rollen som cheftræner i Aalborg, men ser måske økonomien som et punkt der kan slå luften ud af ballonen.
”Hans kontrakt med Flensburg-Handewitt løber til 2026, så der er han sikret sin løn. Den er noget bedre end lønningerne i Danmark, og selvom Aalborg kan mange ting, så bliver han en dyr herre. Måske Aalborg og Flensburg-Handewitt kan lave en aftale om en fordelingsnøgle, således at Machulla kan tage over i Aalborg?”, vurderer Kjeldtoft.
Som krølle på halen har rygtebørsen også kastet Machullas tidligere chef, Ljubomir Vranjes, i spil som ny Aalborg-cheftræner.