Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Jesper Jensen trykker ikke på panik-knap trods nederlag i Super Cup og Champions League

Jesper Jensen instruerer Julie Bøe Jacobsen under en tidligere kamp
Jesper Jensen instruerer Julie Bøe Jacobsen under en tidligere kampProfimedia
Team Esbjerg tabte søndag i Champions League til Krim Ljubljana med 33-27. Til kampen manglede Esbjerg flere af deres store profiler, hvilket resulterede i en decimeret kamptrup. Resultatet får dog ikke cheftræner Jesper Jensen til at gå i panik. Han har en plan for sæsonen, siger han til Flashscore.

Det er ikke ofte at Team Esbjerg taber håndboldkampe. Mesterskab og Final 4 står der på resultatsiden for sidste sæson, kombineret med en fjerdeplads ved Final 4 i Champions League. Det til trods, var det en fattet Jesper Jensen der snakkede med Flashscore efter hjemkomsten fra nederlaget til Krim.

”Jeg synes måske, man mangler at give Krim lidt respekt. De har et supergodt hold, med spillere tæt på verdensklasse på alle positioner. De ved nok, hvad der skal til for at vinde denne type kampe. Så jeg er ikke ved at falde ned af stolen over at have tabt til Krim, men med det sagt, er der nogle ting i kampen, jeg synes er ærgerlige,” lyder det fra Jesper Jensen, der henviser til det faktum, at holdet ikke performede bedre og reelt ikke var tæt på at få point med hjem fra Slovenien.

Dele af forklaringen ligger i, at Esbjerg skal finde sine ben efter korsbåndsskaden til Mette Tranborg, samt at norske Henny Reistad heller ikke var med mod Krim.

”Jeg er rimeligt rolig omkring det. Jeg tror langt de fleste hold ville være udfordrede, hvis de manglede en af verdens bedste forsvarsspillere samt en af verdens bedste angrebsspillere”, siger Jensen med henvisning til fraværet af Tranborg og Reistad.

Esbjerg har bevist lagt en strategi om ikke at skulle være i topform på dette tidspunkt af sæsonen. Det er gjort ud fra en kamptung kalender, hvor der udover klubkampe nationalt og internationalt ligger både et VM til december samt OL i Paris næste sommer.

”Vi har prøvet at tage en lidt roligere start for ikke at overbelaste spillerne. Det er selvfølgelig trist både at tabe Super Cuppen til Odense og søndag mod Krim, men det er en bevidst kalkyle. Vi har store forhåbninger om at toppræstere fra februar og fremad”, siger Jensen, der har vurderet, at truppen kunne blive lidt skrøbelig mod slutningen af sæsonen, hvis man var gået all-in fra start.

Sidste år havde Esbjerg et bump på vejen omkring årsskiftet, men endte med at kunne sætte begge nationale titler i pokalskabet.

Til kampen mod Krim havde Esbjerg blot 12 spillere til rådighed mod de tilladte 16, hvor af to er målvogtere. Det faktum vil Jesper Jensen dog ikke bruge som forklaring på nederlaget.

”Nogle gange er det næsten nemmere med 12-13 spillere, mere skal man jo typisk ikke bruge i en håndboldkamp. Det er dog klart, at med skaderne fra toppen af hierarkiet, samt at de andre også skal finde sig i at spille uden dem, så var det en udfordring”, siger Jensen.

Grundet skaden til Mette Tranborg har Esbjerg sikret sig tilgang i form af portugisiske Luciana Resende Rebelo. Den 18-årige højreback lavde 14 mål ved U-19 EM mod Danmark, og er hentet til det vestjyske på en 4-årig kontrakt.

”Hun træder forhåbentligt ind hurtigst muligt, men det er urealistisk at forvente at ”Lucy” rykker noget inden jul, måske endda først fra den nye sæson”, siger Jensen, der medgiver at der hviler en stor opgave for klubben med at få Rebelo integreret på og udenfor banen i Esbjerg.

”Jeg tror hun bliver en af de allerbedste højre backs i verden. Kigger man rundt i verden, så synes vi, at hun er en af dem, der lyser klarest. Det er en chance at tage, men ”Lucy” er værd at tage en chance med”, lyder skudsmålet fra Jesper Jensen om sin nyerhvervelse.

Team Esbjergs næste kamp er onsdag aften på udebane mod Sønderjyske.