Landin inden CL-brag: Vi tager til Ungarn for at få point
Nordjyderne har varmet op til den europæiske opgave med fire sejre ud af fire mulige i Herreligaens slutspil og har allerede spillet sig i den danske semifinale.
"Jeg føler, at vi står et godt sted som følge af vores start i den danske ligas slutspil. Det er klart noget, der hjælper på selvtilliden, at vi har indledt, som vi har gjort", siger Niklas Landin til klubbens hjemmeside.
Torsdagens modstander, Vezsprem, blev nummer tre i sin indledende Champions League-gruppe bagved Barcelona og Magdeburg.
Ottendedelsfinalen var et rent ungarsk møde, hvor Pick Szeged sikkert blev ekspederet ud over to kampe.
Aalborg blev nummer to i den anden gruppe og gik dermed direkte i kvartfinalen. Undervejs blev det til sejre på svære udebaner i polske Kielce og tyske Kiel.
"Jeg synes, at vi står fint til Veszprem, og det er også godt for os, at vi før har vist, at vi kan tage en stor udebaneskalp. Det så vi både i Kielce, i Kiel og i Kolstad. Vi tager ikke til Ungarn for at begrænse et nederlag, men for at hente point", lyder det fra Aalborgs danske landsholdsmålmand.
Landin har dog samtidig stor respekt for den opgave, der venter mod den forsvarende ungarske mester.
"De har et ekstremt bredt hold, måske et af de bredeste i Champions League. De har formået at skifte ud i kæderne hen over sæsonen, men stadig har de mindst 16 mand, der kan gå ind og afgøre kampe", siger Landin.
Han fremhæver samtidig den ungarske hjemmebane, der venter torsdag aften.
"Der venter os et inferno af vild stemning, men samtidig synes jeg også, at det er et af de fedeste steder at spille. De har et ekstremt dedikeret hjemmepublikum, men ikke på en fjendtlig måde".