Leder: Inden for højst to år står dansk kvindehåndbold med en klub i Champions League finalen
Det var i de dage at Anja Andersen’s Dream Team i Slagelse DT og Viborg HK med kvalitet på alle pladser skabte et sandt jerngreb om de europæiske turneringer, som de hver især vandt tre gange fra 2004 til 2010.
Mens især Østeuropa i tiden derefter spillede med deres økonomiske muskler og ikke kun tiltrak de største danske talenter men også de mest lovende trænerkapaciteter, bevægede dansk kvindehåndbold sig ind i et regulært dødvande, der også kunne direkte aflæses på de generelt pauvre og skuffende resultater, som det danske kvindelandshold vendte hjem med fra VM og EM fra 2005 og opefter.
Mere realistisk økonomisk fundament
Danske håndboldligaklubber var ekstremt følsomme over for finanskrisen, fordi en meget stor del af deres omsætning byggede på sponsorer og annoncører, og over halvdelen af ligaklubberne bad spillerne om at gå ned i løn. Gunstige samfundskonjunkturer havde skabt en slags ”jubeloptimisme”, hvor klubberne ikke lod sig begrænse af deres økonomiske formåen, og den stigende professionalisering skabte en opadgående løn- og omkostningsspiral.
I dag er der gradvist skabt et mere realistisk økonomisk fundament, hvor der i højere grad sættes tæring efter næring og der er skabt mere jordbundne forventninger til klubbernes formåen, også selv om der bestemt er undtagelser. I mange dele af Danmark har klubberne en meget stærk forankring i lokalsamfundene, hvilket har skabt forbedrede betingelser for potentielle samspil med sponsorer og investorer.
En række af holdene i den bedste halvdel af den danske kvindeliga er kommet styrkede ud af krisen og de forbedrede økonomiske vilkår har skabt flere muligheder for at hente udenlandske stjernespillere til den danske liga som Henny Reistad, Nora Mørk, Ingvild Bakkerud og Dione Housheer. Det har skabt associationer til en tid, hvor Bojana Popovic, Grit Jurack og Gro Hammerseng totalt var de styrende i den danske kvindeliga.
Stor succes men med en høj pris
Det var en tid, hvor en række danske klubber høstede stor succes i de europæiske klubturneringer, men det var også en periode, der havde sin pris for hjemme i Danmark blev hjemlige talenter ofte tilsidesat med meget begrænset spilletid som følger. Det skrækscenarie vækker bekymring om, at vi er på vej mod lignende tilstande, hvor store udenlandske profiler lægger beslag på de fleste pladser i kvindeligaen.
Talentmassen i dansk kvindehåndbold er bestemt ikke den samme som på herresiden, alligevel opfordres der fra mange sider, bl.a fra Peter Bruun Jørgensen til at Jesper Jensen fremover ikke vælger ”de sikre løsninger” til hans landsholdsudtagelser, men i stedet udvider repertoiret og udvider bruttotruppen.
Det vil også uden tvivl skabe større motivation til potentielle ”bobler” eftersom en landsholdsudtagelse altid vil står som et gevaldigt klap på skulderen. Til testkampene mod Sverige havde Jesper Jensen f.eks udtaget Julie Scaglione og Helene Kindberg og den slags valg hilses meget velkomne fremtidigt. Man bør dog ikke være helt så bekymret som tilbage i 00´erne, hvor den danske talentmasse blev mere eller mindre glemt. Det er korrekt, at størstedelen af de absolutte danske profiler tjener til dagen og vejen i udlandet, men 12 af de 18 spillere, som Jesper Jensen udtog til den seneste samling og kampene mod Sverige, spiller i den hjemlige lige.
Der trænes bedre og mere
Den danske liga er ret beset en liga, hvor de fleste hold i den øverste halvdel alle kan slå hinanden, hvilket har skabt en øget konkurrence mellem holdene. Det skal naturligvis anerkendes at Odense Håndbold og Team Esbjerg i øjeblikket mest sidder på flæsket og dominerer de fleste kampe, men hold som Ikast Håndbold, Viborg HK, NFH og København Håndbold er absolut ikke håbløst tabt i horisonten.
Generelt er standarden hos kvinderne også øget. Tidligere var flere kampe præget af et stort antal tekniske fejl og et meget lavt bundniveau, hvilket naturligvis havde en negativ effekt på holdenes præstationer. I dag trænes der generelt bedre og mere. Samtidig har spillerne løftet deres fysisk kapacitet, både med hensyn til tempo- og retningsskift samt ikke mindst i forhold til spillernes individuelle forsvarsaktioner. Derudover har man i højere grad bedre uddannede trænere til rådighed, som har klarere visioner omkring fordelingen af rollerne på holdene.
Danmark har stadig to hold (Odense Håndbold og Team Esbjerg) med i kvindernes kvartfinale i Champions League mens både Ikast Håndbold og NFH er i semifinalen i European League. På den baggrund er det bestemt ikke urealistisk at dansk kvindehåndbold allerede i denne sæson allerede får sit næste europæiske klubtrofæ til samlingen. Håbet er lysegrønt.
