Lynstart løfter GOG til sikker Champions League-sejr over tamme portugisere
Fynboerne vandt 35-27 over et hold portugisere, der betalte dyrt for en elendig start og en manglende evne til at følge med i GOG's tempospil.
Porto-spillerne så underligt opgivende ud fra første sekund, og inden de fik set sig om, var de bagud med 2-10.
Det lignede allerede der en afgjort kamp, men både GOG- og Porto-spillerne kunne utvivlsomt huske forløbet af det omvendte opgør i Portugal for en måned siden.
Da førte GOG med seks mål ved pausen, men satte det hele over styr i anden halvleg.
Denne gang var de danske mestres forspring endnu større efter de første 30 minutter, der sluttede 20-12.
Porto, der havde danskerne Jakob Mikkelsen og Nikolaj Læsø på banen, var langt bedre med efter sidebyttet.
Konturerne af et nyt GOG-kollaps begyndte at tegne sig, da portugiserne lavede fem ud af anden halvlegs første seks mål og reducerede til 17-21.
Med Morten Olsen som en klog spilfordeler holdt hjemmeholdet dog nerverne i ro. Emil Madsen og Aaron Mensing hamrede boldene i mål, når det kneb, og danskerne lagde igen en betryggende afstand.
Til slut var forskellen på de to hold på otte mål - præcis som den havde været efter 11 minutter. GOG's lynstart endte med at blive afgørende.
Med sejren er det danske mesterhold på fjerdepladsen i Champions League-gruppen med ti point efter ni kampe.