Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Niklas Landin: Aalborg har kvaliteten til at drømme om Final 4 i Champions League

Ritzau
Niklas Landin: Aalborg har kvaliteten til at drømme om Final 4 i Champions League
Niklas Landin: Aalborg har kvaliteten til at drømme om Final 4 i Champions LeagueProfimedia
Niklas Landin ser frem til at få Champions League-debut for Aalborgs håndboldherrer, som onsdag aften gæster Kielce i den første gruppekamp.

Målet er i første omgang at komme videre fra gruppespillet, men Niklas Landin har ambitioner om at nå helt frem til finalestævnet næste år.

"Vi går selvfølgelig benhårdt efter at komme videre til knockoutfasen, og når først man er der, så kan alt ske."

"Jeg synes, at vi har truppen til at kunne spille op med mange af holdene, og derudover er det nok lidt dagsformen, der afgør resultaterne."

"Alt i alt mener jeg, at vi har kvaliteten og spillerne til at kunne drømme om at nå til final 4 i Köln," siger Niklas Landin til Aalborgs hjemmeside.

Den danske landsholdskeeper skiftede denne sommer fra THW Kiel til Aalborg. Netop Kiel er ligeledes en del af Aalborgs gruppe, der også tæller blandt andet PSG og Pick Szeged.

Kielce nåede i sidste sæson finalen i Champions League, hvor polakkerne tabte til tyske Magdeburg.

"Kielce på udebane er et ekstremt svært sted at spille, og der er ikke mange hold, der får point med hjem derfra."

"Holdet har de seneste mange år vist, at de er blandt de bedste, hvilket vi så med deres plads i finalen til Final 4 i den seneste sæson," siger Niklas Landin.

Aalborgs kamp ude mod Kielce fløjtes i gang onsdag klokken 18.45.

Også GOG skal i aktion onsdag aften med en hjemmekamp mod Celje. Den kamp spilles onsdag klokken 20.45.