Odense ydmyger svenske Sävehof i suveræn Champions League-sejr
Det var ingen sag at hente to point ude mod svenske Sävehof. Odense skabte hurtigt et stort forspring og vandt med 44-20.
Odense lukkede af bagude fra start, og da svenskerne ikke formåede at score i de første otte minutter, kunne Odense allerede da bringe sig på 5-0.
Sävehof fik ganske vist reduceret til 3-5, men Odense skruede op for tempoet og førte snart med syv og otte mål. I denne periode var Andrea Hansen flyvende på fløjen i højre side.
Hun scorede seks mål inden pausen og havde sin store andel i pauseføringen på 21-11.
Anden halvleg begyndte nøjagtigt som den første med hjemmeholdet i måltørke. Igen måtte svenskerne vente til det niende minut for at få nettet til at blafre, og i mellemtiden havde Odense øget føringen til 29-11.
Klasseforskellen var enorm, og svenskerne manglede kvalitet for at gøre sig gældende. Det blev udstillet på komisk facon, da en Sävehof-spiller studsede et straffekastforsøg i gulvet, så bolden end ikke fik retning hen mod målet.
Det var kun et spørgsmål om sejrens størrelse, og Odense endte med at sikre sæsonens største sejr.
Det var ikke mindst Elma Halilcevics fortjeneste. Hun var banens mest markante skikkelse i anden halvleg og blev kampens topscorer med ni mål.
Med sejren har Odense ti point for syv kampe i gruppe A.
Ungarske Györ og tyske Bietigheim har henholdsvis 12 og 10 point inden deres topopgør mod hinanden lørdag aften.
De seks bedste går videre i turneringen, men de to bedste har fordel af at springe direkte til kvartfinalen i slutspillet.