Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Optakt: GOG tager imod Aalborg i intenst Champions League-opgør om historisk kvartfinale

En plads i kvartfinalen vil være en kæmpe præstation af GOG
En plads i kvartfinalen vil være en kæmpe præstation af GOGHenning Bagger/Ritzau Scanpix
Det bliver en styrkeprøve og et øjebliksbillede af, hvilket af de to danske hold, der er bedst lige nu, når GOG inviterer Aalborg indenfor til en voldsomt spændende ottendedelsfinale i Champions League.

Det er de to ubestridt største danske hold lige nu, der torsdag mødes i ottendedelsfinalen i Champions League. GOG får nemlig besøg af Aalborg Håndbold i en direkte duel om en plads i kvartfinalen. Aalborg vandt det første opgør på hjemmebane med 30-28, der er derfor stadig masser af spænding, når nordjyderne skal en tur til Fyn.

Indbyrdes opgør 

GOG og Aalborg har efterhånden mødt hinanden en del gange. I sidste uge var det dog første gang, at de mødte hinanden i Champions League. Som bekendt endte sidste uges kamp i Aalborg med en sejr til hjemmeholdet på 30-28. Aalborg har da også haft et godt tag på GOG. I de seneste fem indbyrdes opgør er det blevet til fire nordjyske sejre og blot en enkelt sejr til GOG.

I alt har de to klubber spillet 51 kampe mod hinanden i både ligaen, pokalturneringen og Champions League. Her er det blevet til 30 Aalborg-sejre, seks uafgjorte og 15 GOG-sejre.

Form 

Både GOG og Aalborg er i fin form. Ingen af de to hold taber særlig mange kampe, hvilket også kan gøre det svært at spå om, hvem der går videre fra torsdagens kamp.

I de seneste ti kampe har GOG vundet otte og tabt to. Begge nederlag er kommet i Champions League, hvoraf det ene altså var i sidste uge mod Aalborg. Nordjyderne har samme statistik. I de seneste ti kampe er det også blevet til otte sejre og to nederlag. Aalborg tabte en Champions League-kamp i midten af februar og så tabte de i ligaen til Fredericia i starten af marts.

I den hjemlige liga er de heller ikke til at skille ad. De to dygtige hold ligger begge med 41 point efter 24 kampe, og det ligner, at de kommer til at følges af hele vejen frem til sidste spillerunde.

”Det bliver en rigtig herrefight”

Aalborg vandt den første kamp på hjemmebane, men der er ingen tvivl om, at det bliver en spændende affære torsdag aften. Begge hold vil utroligt gerne i kvartfinalen, hvor det spanske storhold Barcelona venter.

Aalborgs fløjspiller Buster Juul er da også sikker på, at de to mandskaber vil give alt for at gå videre.

”Jeg tror det bliver en rigtig herrefight, uden tvivl. Det bliver en kamp hvor alt er på spil og alt bliver efterladt på banen. Jeg forventer, at det bliver marginaler der afgør tingene, stolpe ud og stolpe ind til sidst”, fortæller Buster Juul til klubbens egen hjemmeside.

Torsdagens kamp bliver spillet på Fyn, hvilket kan give GOG en lille fordel, da de kommer til at have næsten 4.000 tilskuere i ryggen. Aalborgs cheftræner, Stefan Madsen, mener blandt andet, at de nordjyske gæster skal fokusere på at lukke ned for GOG’s kontraangreb.

”For vores vedkommende handler det først og fremmest om at få stoppet GOG’s kontrafase, både i første og anden bølge, hvor de kan komme med utroligt stort tryk på vores fire-back kæde. Vi er lykkedes halvvejs med missionen hvis vi kan få dem ned i tempo, så de skal spille stationære angreb, men vi ved at det ikke er en nem opgave.”, fortæller Stefan Madsen til Aalborgs Håndbolds hjemmeside.

Disse spillere skal du holde øje med

Simon Pytlick har nu både for GOG og landsholdet vist sig frem som værende en af de mest spændende talenter i håndboldverden. I det første opgør imod Aalborg stod Pytlick da også for hele ni scoringer, og det bliver vigtigt for GOG at få sat ham i scene.

For Aalborg handler det om at begrænse GOG’s angreb med en solid defensiv. Her kan rutinerede Henrik Møllgaard vise sig at være vital for Aalborg. Hans defensive evner er på højeste niveau og det skal de også være i kampen mod GOG.

Du kan følge kampen her.