Team Esbjerg knuser Nykøbing og vinder dansk pokaltitel for tredje gang i træk
Der var aldrig tvivl om udfaldet, da Team Esbjerg lørdag knuste Nykøbing Falster Håndbold (NFH) i pokalfinalen og sikrede sig den tredje pokaltitel i træk.
Ført an af storspil fra Nora Mørk og Henny Reistad viste Esbjerg ingen nåde, da holdet på hjemmebanen i Blue Water Dokken vandt 36-26.
Sejren var den 18. i træk for Esbjerg, der har vundet rub og stub siden et udebanenederlag i Champions League mod Krim Ljubljana i september.
I lørdagens finale mod NFH viste Esbjerg fra start også niveauforskellen mellem de to hold.
Særligt den norske profil Nora Mørk storspillede og fordelte flot bolden rundt til sine holdkammerater og bidrog samtidig også selv med mål.
NFH lavede mange fejl, hvilket konsekvent blev straffet. Det fandt træner Jakob Larsen på NFH-bænken sig ikke i, og efter et kvarters spil, hvor Esbjerg førte med fem, havde NFH-træneren allerede forlangt to timeouts.
Efterfølgende fik NFH ryddet ud i fejlene i angrebet, hvilket bremsede Esbjerg-maskinen, der ellers var på vej til at dræbe spændingen i kampen tidligt.
Det bedre angrebsspil betød, at NFH flere gange nærmede sig Esbjerg en smule i første halvleg, men det virkede til, at vestjyderne hele tiden havde et gear mere end holdet fra Falster, der gik til pause bagud 12-17.
Fra anden halvlegs start skruede Esbjerg igen op for tempoet, som tilfældet også var i begyndelsen af opgøret.
Samtidig stod Anna Kristensen en fornem kamp i Esbjerg-målet. Keeperen spillede fredag en god semifinale, og lørdag red hun videre på bølgen og leverede flere store redninger.
NFH-fejlene vendte tilbage, og kort inde i anden halvleg virkede kampen til at være afgjort, da Esbjerg øgede føringen til ti mål.
Det var særligt de to norske stjerner Nora Mørk og Henny Reistad, der ledte an i Esbjergs magtdemonstration. Det norske makkerpar på de to backer lavede samlet 12 mål i kampen.
Esbjerg viste mod kampens slutning ingen nåde og fjernede aldrig foden fra speederen i sejren.
Tidligere lørdag tog Odense Håndbold pokalbronzen, da holdet slog Viborg HK 35-32 i kampen mellem de to tabende semifinalister.