Team Esbjerg sikrer fint udgangspunkt trods ujævn indsats
På eget halgulv vandt esbjergenserne med 32-28 efter en god håndboldkamp, hvor danskerne med lidt mere kølighed i et par faser af kampen kunne have sejret større.
Således var danskerne foran med syv mål et pænt stykke inde i anden halvleg.
Vestjyderne havde svært ved at få boltet forsvaret sammen i den indledende fase, hvor Anna Kristensen i målet heller ikke fik fat i ret meget.
Det gav rumænerne anført af stjernespilleren Cristina Neagu gode betingelser, som de udnyttede til at bringe sig foran 5-3.
Jesper Jensens mandskab fik stille og roligt mere styr på forsvarsspillet, og det kunne straks aflæses på måltavlen.
Fire danske mål i træk ændrede 3-5 til 7-5, men gæsterne holdt sig længe helt med i opgøret.
Det var først med seks gode minutter før pausen, at Esbjerg gik fra 12-12 til en solid pauseføring på 17-13.
Esbjerg kom også stærkt ud til anden halvleg, hvor de mange norske landsholdsprofiler fortsatte med at skyde hul på den rumænske defensiv.
Ved 24-17 og 26-19 lignede det, at gæsterne var knækket, men en række tekniske fejl fra hjemmeholdet gjorde det muligt for CSM Bucuresti at æde sig tilbage i opgøret.
Selv i overtal var der gået grus i det danske maskineri. Føringen blev barberet ned til fire mål, før Esbjerg igen fik stoppet den lille blødning.
Afstanden blev holdt nogenlunde på de fire mål resten af kampen, hvor Kathrine Heindahls mål i sidste sekund gjorde det til slutresultatet 32-28.
En storspillende Nora Mørk blev Esbjergs topscorer med otte mål på ti forsøg.
Der er returopgør i Rumænien 7. maj.