Ulrik Kirkely klar til Györ: "Kun noget ekstraordinært kunne trække mig væk fra Odense"
Odense Håndbold har været inde i en rigtig positiv udvikling, og en af de helt centrale personer bag den udvikling og succes har været træner Ulrik Kirkely. Den 51-årige træner kom til Odense i 2020 og har i den efterfølgende periode stået i spidsen for det Odense-hold, der har vundet to af de tre seneste DM-titler og en enkelt pokaltitel.
Der er ingen tvivl om, at Ulrik Kirkely har været en gevinst for Odense Håndbold, men i december 2022 kom det frem, at han rykker til den ungarske storklub Györ i den kommende sæson. Den erfarne træner vil se tilbage på sin tid i Odense med stor glæde.
”Jeg har været rigtig glad for min tid i Odense, hvor hele holdet og staben har været med til at skabe nogle fantastiske resultater, som jeg er enormt stolt af.” fortæller Ulrik Kirkely til Flashscore.dk.
Ny klub og ny kultur
Györ har været en af de allerbedste klubber i Europa i de seneste mange år. Med flere nationale og internationale titler har den ungarske klub virkeligt domineret europæisk kvindehåndbold. Der skulle da også noget helt særligt til for at få Ulrik Kirkely til at forlade den fynske hovedstad.
”Det er en ny og spændende udfordring på den internationale scene. Jeg vidste, at hvis jeg skulle væk fra Odense, så skulle det været et ekstraordinært projekt, og det synes jeg, at det er i Györ.” fortæller Ulrik Kirkely og fortsætter:
”Györ har jo et stort navn i håndboldverden, og de har været ekstremt succesfulde, men de er stadig sultne efter at vinde endnu mere, og det synes jeg er vigtigt.”
Udover at komme til en storklub som Györ, så kan Ulrik Kirkely også se frem til at komme ned til en håndboldkultur, som til tider kan være mere hektisk end den danske. Flere af landende på Balkan er meget håndboldglade, og det gør sig også gældende for Ungarn, hvilket den danske træner glæder sig til at opleve.
”Det bliver jo spændende at komme ned til en lidt anderledes håndboldkultur. Den ungarske håndboldkultur er meget tiltalende, og det er jo et kæmpe håndboldland, så det bliver en vildt spændende udfordring. Der er fart på i de store kampe både på banen og tribunerne, og det glæder jeg mig til at blive en del af.”
Forventeligt pres
Györ har netop vundet det ungarske mesterskab, og derudover sluttede de af med at vinde bronze i denne sæsons udgave af Champions League. Det er et succesfuldt hold, som Ulrik Kirkely skal overtage styringen af, og selvom der naturligvis er forventninger udefra, så har den rutinerede træner også forventninger til sig selv og holdet.
”Selvfølgelig er der et forventningspres, men det ser jeg som en naturlig præmis, og jeg har også selv ambitionen om at komme til Györ og så meget som muligt og være med til at udvikle holdet.”
Det er bestemt ikke fremmet for den ungarske klub a vinde titler. Gennem tidernes løb har de vundet 17 ungarske mesterskaber, 15 pokaltitler og hele fem Champions League-titler. Nu skal Ulrik Kirkely forsøge at få antallet af pokaler i trofæskabet til at stige.