Adieu les Bleus: Danmark får hævn for tabt EM-finale med pragtpræstation mod OL-værter
OL-turneringen er lang, og man skal ikke drage forhastede konklusioner.
Alligevel må man ud fra premieren konstatere, at de danske håndboldherrer bliver svære at hamle op med i Paris.
Lørdag aften tog Danmark hul på gruppespillet med en overlegen sejr på 37-29 over Frankrig i en gentagelse af de seneste to sommerleges finaler.
Foran et toptændt publikum i absolut højeste festgear kom franskmændene buldrende fra start, men forrygende backpræstationer af Mathias Gidsel og Simon Pytlick sørgede for en perfekt dansk start. De to scorede 22 mål tilsammen.
Begge hold mangler fortsat at spille fire kampe i gruppen, hvorfra fire af seks hold går videre til kvartfinalerne.
Emil Nielsen var en af nøglerne til, at Danmark i januar nåede finalen ved EM, og han fik også startpladsen i det danske mål i premieren.
Det slap han ikke godt fra. Boldene fløj ind om ørerne på Barcelona-keeperen, og efter et kvarter blev han erstattet med Niklas Landin.
Den danske fanebærer fra fredagens åbningsceremoni viste med det samme klassen ved at redde et forsøg fra fløjspilleren Valentin Porte.
Men franskmændene havde generelt nemt ved at skyde gennem forsvaret og førte en overgang med fire mål, før Danmark stemplede ind.
Scoringerne kom konstant fra Pytlick og Gidsel, der kampen igennem gjorde ondt på franskmændene, og i sin sidste turnering i karrieren viste Mikkel Hansen sig som altid skarp på straffekast.
Samtidig begyndte Landin at tanke selvtillid med et par store redninger, som hjalp Danmark med at bringe sig foran for første gang.
Med to minutter til pausen scorede Thomas Arnoldsen fra en svær vinkel til 18-16, men franskmændene blev sendt i omklædningsrummet med et sidste jubelbrøl efter et straffekast.
De hoppende franske fans fik bogstavelig talt tribunerne til at gynge i South Paris Arena 6, men kom lidt ned på jorden, da spillet gik i gang igen.
Pytlick og Gidsel videreførte storspillet fra første halvleg, og danskerne scorede et par gange på tomt mål, da franskmændene tog keeperen ud i undertal.
På kort tid bragte danskerne sig på 21-17 og virkede generelt til at have overskuddet på banen.
Hver gang Frankrig fik færten af en udligning, trak Danmark fra. Mikkel Hansen udbyggede med sin femte straffescoring på fem forsøg til 28-25, og da Pytlick hamrede bolden op i hjørnet kort efter, var føringen med ti minutter tilbage på fire mål.
Knockoutslaget kom syv minutter før tid, da Magnus Saugstrup med en kontrascoring øgede føringen til seks mål.
Danmark vandt første slag, men en revanchekamp kan meget vel vente senere i turneringen. Til den tid skal Frankrig have fundet et bedre modsvar til duoen Gidsel og Pytlick.