Barsk EM-fight giver danske håndboldmænd tiltrængt fridag
Efter en presseseance lørdag formiddag kan spillerne bruge resten af dagen på egen hånd i Hamburg. Først lørdag aften skal holdet igen samles for at se video af det norske hold, som man møder søndag.
"Det var en hård kamp i går (fredag, red.), der kostede mange kræfter for nogle af vores spillere. Samtidig er der mange, der har familien hernede. Det er en kærkommen mulighed for at tage en puster og få lov at til se sin familie", forklarer landstræner Nikolaj Jacobsen.
Helt afslappende er dagen dog ikke for alle. En del af spillerne holder sig i gang i motionsrummet på hotellet i det centrale Hamburg.
Mange har et behov for at få aktiveret musklerne, selv om kroppen næppe vil klage over lidt fred og ro.
"Jeg trænede en times tid efter morgenmaden", fortæller Rasmus Lauge.
"Så er det overstået, og så kan jeg bruge eftermiddagen med familien. Jeg føler, det er godt for hovedet at få brugt kroppen, når vi nu ikke skal træne", siger han.
Henrik Møllgaard er en af dem, der foretrækker at holde helt træningsfri. Her godt halvvejs gennem EM begynder turneringens velkendte trummerum at kunne mærkes.
"Det er sene kampe, sent i seng, presseseancer. Jeg får lidt god mad og hygger mig, så kan jeg få koblet af", siger den 39-årige forsvarer.
Med en sejr over Norge søndag aften vil Danmark være kvalificeret til semifinalen.