Georgien får heltemodtagelse i landets hovedstad efter EM-exit
Tusindvis af fans stod klar til at modtage spillerne, før de bevægede sig ud på en tur gennem byen i en åben bus.
Landsholdet var overraskende avanceret fra gruppespiller og havde dermed kvalificeret sig til ottendedelsfinalerne, som dog blev endestationen efter et 1-4-nederlag til Spanien.
En af fansene, Giorgi Bendeliani, var mødt op for at fejre landsholdet sammen med sin datter.
"Det er en stor glæde for hele landet. Som en helt almindelig borger er jeg selv virkelig glad," siger han.
Georgiens præsident, Salome Zourabichvili, overværede selv samtlige Georgiens fire kampe i Tyskland.
I Tbilisi stod han klar til at overrække en æresmedalje til hver enkelt landsholdsspiller.
"I dag er et mirakel. Georgien viser sig fra sin bedste side," lyder det.
Premierminister Irakli Kobakhidze deltog også i fejringen af landsholdet, men blev under sin egen tale mødt med buhråb fra flere af de fremmødte.
Det skyldes en række ømtålelige indenrigspolitiske emner, der under slutrunden blev overskygget af landsholdets præstationer.
Folkefesten skete efter måneder med trykket stemning i Georgien.
Landets parlament vedtog i maj en meget omstridt lov, der ifølge kritikere har drejet landet i retning af Rusland i stedet for EU.
I månederne op til vedtagelsen var der heftige demonstrationer især i Tbilisi, hvor op mod 200.000 mennesker samlede sig i gaderne.
Der bor cirka 3,7 millioner mennesker i Georgien, der før Sovjetunionens opløsning i 1991 var godt repræsenteret på den tidligere føderations landshold.
I år er første gang siden uafhængigheden, at Georgien var med i en slutrunde.