Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Gidsel hylder dansk kontraspil: Vi dræbte dem

Ritzau
Gidsel mener, at sejren over Holland var lidt for stor i forhold til kampens udvikling.
Gidsel mener, at sejren over Holland var lidt for stor i forhold til kampens udvikling.Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Egentlig er Hollands håndboldlandshold kendt som et hold af hurtigløbere. Men det var hurtige danske fødder, der endte med at afgøre onsdagens EM-mellemrundekamp i Hamburg.

Danmark vandt hele 39-27, men de klare cifre skjuler, at det i 40 minutter var en jævnbyrdig kamp. Til slut løb hollænderne tør for kræfter, og Danmark lavede en stribe lette kontramål.

Især Mathias Gidsel brillerede i den fase. Han endte meget passende som dansk topscorer med ni mål.

"Jeg tror, at Holland gik lidt død i det tryk, de selv kom med. De ville virkelig gerne løbe hurtigt, men det vil vi også, og vi straffede deres fejl hårdt. Vi har nok mere power over 60 minutter. Vores kontrafase i anden halvleg dræbte dem og tog måske troen fra dem," siger Mathias Gidsel.

Han erkender dog, at Holland i to tredjedele af kampen var en hård og besværlig modstander, der voldte det danske forsvar problemer.

"Jeg synes ikke, at 12 mål er et retvisende resultat. Det var et meget velspillende hollandsk hold, vi mødte. De døde lidt for meget til sidst, i forhold til hvor god håndbold de egentlig spillede.Vi blev presset lidt af deres hurtigløbere, men igen fik vi vist, hvor dygtige vi er til at få snakket sammen i pausen og så konvertere det i anden halvleg," siger Mathias Gidsel.

I et EM, hvor flere store håndboldnationer har haft problemer, står Danmark nu noteret for fire klare sejre. Sverige, som er modstanderen på fredag, vandt eksempelvis med stort besvær over Holland.

"Der har været mange marginalkampe ved EM, men vi har formået at undgå dem indtil nu. Det er jo en kæmpe styrke. Vi kører bare på, uanset hvad stillingen er," konstaterer Mathias Gidsel.