Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Håndboldherrer viser bredden frem i testsejr mod Schweiz

Ritzau
Håndboldherrer viser bredden frem i testsejr mod Schweiz
Håndboldherrer viser bredden frem i testsejr mod SchweizBo Amstrup/Ritzau Scanpix
Trods fraværet af en række af holdets største stjerner vandt Danmarks håndboldherrer lørdag en testkamp mod Schweiz med cifrene 30-25.

Der var særligt i de første 25 minutter klasseforskel, da landstræner Nikolaj Jacobsen havde lejlighed til at se andre spillere an og give comeback til flere profiler.

Danmark var uden spillere som Niklas Landin, Mikkel Hansen, Simon Pytlick og Mathias Gidsel, men i deres fravær leverede Lasse Andersson, Emil Jakobsen, Mads Hoxer og Thomas Arnoldsen gode præstationer.

I målet var Emil Nielsen ligesom ved EM i januar nærmest ikke til at passere. Han havde en redningsprocent på hele 61 procent, da han lørdag var tilbage på sin gamle hjemmebane i Aarhus.

Testkampen bød på comeback til rutinerede kræfter som Lasse Andersson og Jacob Holm. Aalborgs Mads Hoxer var med for første gang siden VM sidste år, og han viste sig flot frem fra kampens begyndelse.

Alene i de første seks minutter scorede han fire gange, og højrebacken fortsatte med at volde schweizerne problemer.

Første halvleg var nærmest perfekt for Danmark, der ved pausen førte med 17-9.

Med til historien hører dog, at Schweiz, der ved EM i januar røg ud efter en sidsteplads i det indledende gruppespil, også manglede nogle af holdets profiler.

Schweiz kom bedre med i anden halvleg, som blev meget lige. Danmark skiftede en del ud og eksperimenterede, og det gik ud over spilkvaliteten i de sidste 30 minutter.

I målet fik Kevin Møller anden halvleg, og han formåede ikke at matche Emil Nielsens præstation mellem stolperne, da hans redningsprocent endte på 21.

I slutfasen fik udeholdet pyntet på stillingen, så nederlaget blev mere spiseligt.

Landstræner Jacobsen fik dog i første halvleg bekræftet, at han har en stor bredde at arbejde med, og han skal foretage mange svære fravalg, når han til sommer blot må tage 14 spillere med til OL i Paris.