Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Ekspert om afgående norsk landstræner: Han har virkelig været Mr. Goldfinger

Thorir Hergeirsson har været en utrolig populær mand i Norge.
Thorir Hergeirsson har været en utrolig populær mand i Norge.JURE MAKOVEC/AFP
Det norske kvindelandshold er blandt de stærkeste landshold nogensinde, men når året er omme stopper den succesfulde islænding Thorir Hergeirsson som træner for de norske kvinder.

I efterhånden mange år har de norske kvinder været altdominerende på den internationale håndboldscene. Det er blevet til adskillige titler ved både VM, EM og OL, og Norge har for alvor været det hold, som de øvrige nationer skulle forsøge at slå. 

Udover, at det norske landshold har haft et hav af dygtige spillere, så har en af de største profiler været træneren Thorir Hergeirsson. Den islandske taktiker har stået i spidsen for det norske kvindelandshold siden 2009, og han har gjort dem næsten uovervindelige. I de godt 15 år har Hergeirsson vundet intet mindre end ti titler, men når året er omme, er det forbi.

Hergeirsson-æraen stopper nemlig efter EM i december, og derfor skal de succesfulde norske kvinder have en ny person i spidsen. Og afløseren skal stå tidligt op for at følge i Hergeirssons fodspor lyder det fra den erfarne norske sportsjournalist Espen Hartvig, der gennem flere årtier har dækket det norske kvindelandshold tæt. Den norske journalist har masser af rosende ord til overs for afgående islænding, der har på det nærmeste har fået guld ud af alt, hvad han har rørt ved.

”Han (Thorir Hergeirsson, red.) har vundet to OL-guldmedaljer, tre verdensmesterskaber og en masse EM-titler. Han har virkelig været Mr. Goldfinger i norsk håndbold i alle disse år. Han er en meget populær person i Norge,” fortæller Espen Hartvig i et interview med Flashscore.dk.

3x jackpot på trænerposten

Når Thorir Hergeirsson stopper som træner på landsholdet ved udgangen af året, så har han stået i spidsen for de norske kvinder i cirka 15,5 år. Det er dog ikke uvant, at det norske kvindelandshold har en træner, der sidder i mange år i træk. 

”Norge fik sin første medalje på kvindesiden i 1986, og det var en bronzemedalje ved VM. Og siden 1984 har de kun haft tre cheftrænere på 40 år. Sven-Tore Jakobsen var træner fra 1984 til 1993. Han blev efterfulgt af Marit Breivik fra, som sad på cheftrænerposten fra 1993 til 2009. I sommeren 2009 blev Hergiersson så forfremmet fra assistent til cheftræner, og han har siddet på posten siden da.”

Begge Hergeirssons forgængere Sven-Tore Jakobsen og Marit Breivik havde - ligesom islændingen - stor succes med de norske kvinder. Derfor mener Espen Hartvig da også, at det norske forbund stræber efter at finde endnu en træner, der kan sidde på posten i mange år.

”Hvis man ser på de tre trænere, der har været siden 1984, så har det norske håndboldforbund ramt jackpot tre gange i træk. De har været ekstremt succesfulde med deres valg af trænere, som alle har haft forskellige personligheder og forskellige metoder. Derfor vil de naturligvis forsøge at ramme jackpot igen, og det vil være fantastisk, hvis de gør det.”

Norge vinder VM-guld for første gang i 1999
Norge vinder VM-guld for første gang i 1999THOMAS COEX/AFP

Talent og økonomisk løft har givet titler

Selvom alle trænerne har haft stor succes, så er Thorir Hergeirsson den klart mest vindende træner af de tre. Udover, at islændingen er en dygtig træner, så har Espen Hartvig også en forklaring på, hvorfor Hergeirsson har haft så stor succes. 

”Hergeirsson overtog et rigtig godt hold i 2009, som havde vundet OL og EM i 2008. Derefter fortsatte han sin forgængers gode arbejde. I 2010 kom talentfulde spillere som Stine Bredal Oftedal, Nora Mørk og mange flere op på seniorholdet.”

Stjerner som Stine Bredal Oftedal og Nora Mørk har uden tvivl spillet en stor rolle i succesen, men der er ingen tvivl om, at der er flere aspekter af det norske landshold, som er helt unikt. Et eksempel er, at i mange tilfælde venter kvindelige atleter med at få børn til deres karriere er overstået, men sådan er det faktisk ikke på det norske landshold.

”Holdet har fået god økonomisk støtte fra det norske forbund, hvilket har givet dem mulighed for eksempelvis at komme på træningslejre og styrke staben omkring holdet, og det har givet en masse stabilitet,” fortæller Hartvig, som også fremhæver en ganske interessant detalje:

”Spillerne kan komme tilbage efter at være blevet forælder for første eller anden gang, og det er også en stor del af succesen. De har bevaret det samme hold i meget lang tid. En spiller som Katrine Lunde er 44 år gammel og har netop vundet OL for tredje gang, og jeg tror faktisk, at der var syv eller otte mødre på det hold, der netop har vundet OL. Der er intet andet hold i verden, der kan sige det.”

Hergeirsson vinder sin første titel med Norge ved EM i 2010.
Hergeirsson vinder sin første titel med Norge ved EM i 2010.ATTILA KISBENEDEK/AFP

Når det kommer til den økonomiske støtte, som Espen Hartvig nævner, så kan det ses på det uhyre professionelle setup omkring de norske kvinder. 

”Det er ret utroligt. Hergeirsson har en fantastisk stab til rådighed før, under og efter kampene. For eksempel havde han ved seneste VM 21 personer i staben og 19 spillere.”

Selvom de sejrsvante nordmænd måtte nøjes med sølv ved VM-finalen i 2023, så viser den store stab, at der er masser af opbakning til holdet, som otte måneder senere vandt OL-guld.

En svær mand at erstatte

Det er endnu ikke blevet besluttet, hvem der skal overtage det meget prestigefulde job i Norge efter Thorir Hergeirsson, men Espen Hartvig regner med, at det falder på plads inden vinterens EM-slutrunde.

”Jeg tror, at den nye træner bliver annonceret i midten af oktober, så vedkommende kan følge holdet under EM og overtage jobbet fra 1. januar. Men det bliver et svært job at overtage, for det, Hergeirsson har gjort, er utroligt.”

Den norske ekspert regner da også med, at de norske kvinder vil afslutte Hergeirssons regeringstid med manér, når der skal spilles EM i Østrig, Ungarn og Schweiz til november og december. Derfor spår han også, at de øvrige nationer får det svært til slutrunden.

”Spillerne elsker ham, og derfor tror jeg, at de vil gøre alt for at vinde EM i december og give Hergeirsson den perfekte afsked. Så de andre nationer til EM kommer til at få et stort problem. Jeg tror, at det norske hold kommer til at spille en virkelig god turnering.”

Hergeirsson og de norske spillere efter OL-guld i Paris.
Hergeirsson og de norske spillere efter OL-guld i Paris.SAMEER AL-DOUMY/AFP

Der er naturligvis flere kandidater i spil til jobbet som norsk landstræner, men ifølge Espen Hartvig indebærer jobbet meget mere end ”bare” at være træner.

”Jeg tror, at der er syv til otte kandidater til posten lige nu, men jeg ved endnu ikke, hvem det bliver. En vigtig ting er dog, at den norske landstræner ikke bare er træner, han har mange flere opgaver. Han skal fortsætte med at arbejde med budgettet. Han er leder de 40-50 mennesker, der arbejder omkring holdet og ungdomsholdene. Så det er et stort job.” 

Uanset, hvem det bliver, så kommer vedkommende til at få sin sag for. Ikke nok med, at efterfølgeren skal løfte arven fra Thorir Hergeirsson. Han eller hun står også over for en delvis genopbygning af holdet og måden at spille på. Flere af spillerne er nemlig oppe i en relativt høj håndboldalder, og samtidig har en af stjernerne har netop stoppet karrieren.

”En spiller som Stine Bredal Oftedal ser man kun én gang hvert 100. år. Nu har hun indstillet karrieren, og derfor skal den nye træner nytænke den norske offensiv, som i mange år er blevet dirigeret af Stine Oftedal.”

Spillere som Kristine Breistøl, Katrine Lunde og Nora Mørk fortsætter formentlig ikke på topplan i mange år endnu, hvilket giver den nye træner nogle udfordringer. Espen Hartvig forventer, at genopbygningen kommer til at tage lidt tid.

”Det nye hold og den nye træner skal måske bruge et år eller to på at bygge noget op, og derfor skal vi nordmænd nok justere vores forventninger.” 

Det bliver spændende at se, hvor det norske landshold står efter EM-slutrunden. En ting er dog sikkert. Arven fra Thorir Hergeirsson bliver ufatteligt tung at løfte uanset arvtageren.