Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Natteroderi på EM-hotel: Landstræner har fået nattesøvn spoleret af fest og video

Ritzau
Natteroderi på EM-hotel: Landstræner har fået nattesøvn spoleret af fest og video
Natteroderi på EM-hotel: Landstræner har fået nattesøvn spoleret af fest og videoLiselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Det vil være synd at sige, at håndboldlandstræner Nikolaj Jacobsen kommer udhvilet til Hamburg, hvor Danmark i de kommende dage spiller mellemrunde ved EM.

Jacobsen har dårligt lukket et øje natten til tirsdag. Han brugte de små timer på at gense sit holds storsejr over Portugal og på at studere Holland, som Danmark møder onsdag.

Selv hvis han havde haft tid til en lur, havde det været svært at føre ud i livet. Det var nemlig ikke alle på spillerhotellet, der havde en vigtig kamp at se frem til.

"Der var nogen, der mente, at de skulle holde en fest oppe over mit værelse. Jeg ved ikke, hvilket hold det var, men jeg går ud fra, at det var et af dem, der tjekker ud af turneringen nu".

"Så det er ikke blevet til så meget søvn i nat. Men det gør det ikke alligevel, så det gør ikke den store forskel", siger Nikolaj Jacobsen.

Hele truppen måtte tidligt op tirsdag morgen, hvor der ventede en seks timer lang togtur fra München til Hamburg.

I modsætning til landstræneren lykkedes det dog spillerne at få lukket øjnene i nogle timer.

"Jeg sov vist en fire-fem timer. Det var slet ikke så dårligt", siger Niklas Landin.

"Efter kampen mod Portugal kom vi tilbage til hotellet ved midnatstid. Derefter skulle vi spise aftensmad, og så var vi vel på værelset omkring klokken halv et", lyder det fra målmanden.

Nikolaj Jacobsen regner med at benytte timerne i toget mod nord på at genoptage sin videomaraton.

"Jeg skal nok se hollænderne én gang til. Og så skal jeg have dannet mig et helhedsindtryk af deres kampe mod Georgien og Bosnien, selv om vi ikke kan bruge dem til så meget".

"Spillerne kan forhåbentlig få sovet lidt. Det bliver seks gode timer", siger Nikolaj Jacobsen.

Ud over Holland skal Danmark møde Sverige, Norge og Slovenien i mellemrunden.