Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Trods planer om at lufte hemmelige våben: Jeg kommer til at forlange det samme

Ritzau
Landstræner lufter sine hemmelige våben mod Slovenien
Landstræner lufter sine hemmelige våben mod SlovenienLiselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Resultatet af håndboldlandsholdets afsluttende EM-mellemrundekamp mod Slovenien tirsdag aften er uden betydning, og det kommer fans og tv-seere til at kunne se på flere måder.

Dels vil landstræner Nikolaj Jacobsen give nogle af sine mest slidte spillere et tiltrængt hvil. Dels vil han eksperimentere med alternative opstillinger og taktiske kneb, han ikke tidligere har anvendt i turneringen.

"Vi har et syv-mod-seks-spil, som vi har brugt tid på at træne, men som vi ikke har fået set i kamp endnu, fordi vi ikke har haft behov for det".

"Det kunne være en mulighed for os at sætte det i spil, så vi kan få testet, om det fungerer", siger Nikolaj Jacobsen.

Han erklærer sig klar til at afsløre nogle af sine "hemmelige våben" i en betydningsløs kamp. Det kan nemlig i sig selv være et trick i den taktiske duel mod de kommende modstandere i medaljekampene.

"Det vil give de øvrige hold mere at forberede sig på og mere at tænke over".

"Holdene i den anden gruppe spiller onsdag eftermiddag eller aften og så er der semifinaler fredag".

"Det giver ikke meget tid, og hvis man skal forberede sig på noget, bliver der mindre mulighed for at forberede sig på noget andet", forklarer Nikolaj Jacobsen.

Han vil ikke sætte navne på, hvem der skal spares mod slovenerne, men varsler, at nogle af de spillere, der ikke har været så meget på banen, får mulighed for at vise sig frem.

Landstræneren kræver fuld koncentration og vil forberede holdet som til en hvilken som helst anden kamp, fastslår han.

"Der kommer danske tilskuere, der har købt billet, og som skal have en ordentlig oplevelse".

"Jeg kommer til at forlange det samme af spillerne som i de foregående seks kampe. Spillerne vil komme ind med samme indstilling. Vi spiller for at vinde, men det bliver i en opstilling, vi ikke har brugt så meget".

"Så må vi se, hvilke udfordringer det giver", siger Nikolaj Jacobsen.