Tysk ekspert inden håndbold-semifinale: Danmark trækker fra i anden halvleg
”Jeg tror Tyskland kan holde det tæt til pausen. Andy Wolff skal have en fremragende dag, men i løbet af anden halvleg, vil Danmark så småt trække fra og sikre sig finalepladsen”, lyder vurderingen fra Flashscores Heik Kölsch, der følger tysk håndbold tæt.
Selvom Tyskland måtte lide den tort at tabe til Kroatien, hersker der også i det tyske en massiv håndboldfeber. I særdeleshed efter at tyskerne har tilspillet sig en plads i finaleweekenden.
”Man er helt vilde i Tyskland. Håndbold er stort i Tyskland, og er udbredt over hele landet. Vi har præsteret ganske fint, men vi må indrømme at vi både var heldige mod Østrig, og med at Kroatien startede så dårligt i mellemrunden”,siger Heik Kölsch.
”Danmark er kæmpe favoritter. Ikke bare i semifinalen, men til at vinde turneringen. Det tyske landshold har nok nedtonet forventningerne inden turneringen. Jeg tror, at de i det skjulte har forventet en semifinaleplads. Det passer også bedre med selvforståelsen i et stort land, selvom de individuelt ikke nødvendigvis er blandt de bedste”, lyder vurderingen fra Kölsch, der dog ikke tvivler på at det tyske landshold er underdog i fredagens semifinale.
”Selv i Tyskland er man godt klar over at man ikke er favoritter mod Danmark. Der er stor glæde over at være nået dertil, for så er målsætningen nået. Derfor er det også mindre vigtigt om det lige er mod Danmark eller en anden nation. Tilgangen er at hvad end der måtte komme kommer”.
For Danmark er det ofte noget specielt, når man står overfor Tyskland ved sportsbegivenheder. Historiske relationer kombineret med størrelsesforholdet mellem landene, får tit danskere til at italesætte vores sydlige naboer som storebror i mange sammenhænge. Det er ikke tilfældet syd for grænsen siger Kölsch.
”I Tyskland er der ikke rigtigt det velkendte storebror/lillebror-forhold. I hvert fald ikke fra tysk side. Det er ikke nødvendigvis noget særligt for Tyskland at møde Danmark. Det er en kamp som alle mulige andre”.
Det tyske landshold har nydt fremragende opbakning under slutrunden. Først blev der sat rekord ved åbningskampen mod Schweiz, hvor mere end 53.500 tilskuere overværede tyskerne vinde med 27-14.
I mellemrunden har Tyskland spillet for fulde huse i Köln, og der er ingen tvivl hos Kölsch om, at tilskuerne får en stor rolle i tyskerne jagt på en finaleplads.
”Publikum i Lanxess Arena giver landsholdet vinger. De giver os mulighed for at bokse over vores vægtklasse, og publikum er vigtigere i håndbold end i så mange andre sportsgrene”, siger Kölsch om den tyske opbakning i ”håndboldens katedral”, som er kælenavnet for Lanxess Arena hvor semifinalen spilles.
I bakspejlet mener den tyske ekspert, at publikum kan have været direkte årsag til flere point i mellemrunden. Tyskland gik videre fra mellemrunden med historisk lave fem point, sammen med Frankrig der har gjort rent bord ved turneringen.
”Jeg tvivler stærkt på vi havde fået hverken uafgjort mod Østrig eller vundet over Island, hvis det ikke havde været for hjemmepublikummet. Så det er som om Tyskland altid starter med at være foran på måltavlen”.
Semifinalen mellem Danmark og Tyskland spilles fredag kl. 20:30, og du kan følge kampen live i Flashscores Match Centre