Tyskland holder liv i drømmen om semifinale mod Danmark efter stærk anden halvleg
Efter en meget lige første halvleg foran 20.000 fans i Lanxess Arena i Köln, hvor tyskerne havde en spinkel et-måls føring ved pausen, trak hjemmebaneheltene fra i anden halvleg, hvor de straffede en længere række ungarske fejl.
Kampen endte med cifrene 35-28, og andenpladsen og en semifinaleplads mod Danmark er dermed stadig i spil for Tyskland.
Især Sebastian Heymann og den store profil Juri Knorr var afgørende for, at Tyskland dermed stadig kan bevare drømmen om at nå blandt de sidste fire hold ved turneringen, hvor Danmark altså venter.
Med en sejr i deres sidste kamp i gruppen mod bundproppen fra Kroatien kan Tyskland selv sikre deres andenplads i indbyrdes konkurrence med Østrig og netop dagens modstander fra Ungarn.
Kampens resultat betyder også, at den ene semifinale nu er på plads, og kommer til at stå mellem Frankrig, der er sikret førstepladsen efter deres sejr over Østrig tidligere på aftenen, samt vores naboer, europamestrene fra Sverige.
Toeren i gruppen møder Danmark i semifinalen på fredag.