Sønderjyske henter stregprofil hjem fra Rumænien
Det oplyser klubben i en pressemeddelelse.
Den tidligere Viborg-profil, der har spillet syv A-landskampe, tørner i denne sæson ud for rumænske CD Gloria Bistrita, som har kvalificeret sig til Final-4 i European League, men nu vender hun snart snuden mod Danmark.
"Efter at have været i udlandet på eventyr vil jeg gerne hjem til Danmark igen, og Sønderjyske var et oplagt valg. Klubben har et godt setup, og så passer geografien også godt i forbindelse med privaten," siger Ida-Marie Dahl.
Sønderjyske er aktuelt med i DM-slutspillet, hvor holdet dog er sidst i gruppe 1.
"Jeg var allerede i dialog med Sønderjyske, inden jeg tog til udlandet, og jeg har været imponeret over den udvikling, som klubben har gennemgået. Jeg vil gerne være med til at løfte klubben yderligere," siger Dahl.
Cheftræner og sportschef Peter Nielsen glæder sig over at kunne tilknytte stregspilleren.
"Ida er en anden type stregspiller, så det kommer til at kræve meget i starten, når hun og holdkammeraterne skal lære hinanden at kende på banen."
"Hun spiller på sin spilforståelse og er utrolig god til at time sine screeninger. Derudover har hun en stor kompetence i løbet op ad banen," siger Peter Nielsen.
Dahl skiftede i 2018 fra Ajax København til Viborg HK, hvor det blev til fem sæsoner.