Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Henter point efter stor norsk føring: Danske håndboldkvinder spiller uafgjort mod Norge

Ritzau
Det lignede længe, at det torsdag skulle blive en norsk sejr.
Det lignede længe, at det torsdag skulle blive en norsk sejr.Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Det hele endte uafgjort, da de danske håndboldkvinder torsdag aften mødtes med Norge i Golden League. Undervejs var Jesper Jensens mandskab bagud med hele seks mål, men en scoring i de døende sekunder gav et slutresultat på 27-27.

De danske håndboldkvinder tog torsdag aften hul på de sidste forberedelser op til EM-slutrunden, der begynder i næste uge.

I Arena Randers endte Danmark med at spille 27-27 mod Norge i den første kamp af tre i træningsturneringen Golden League.

Danmark viste således, at landsholdet kan spille op med Norge, og det er opløftende frem mod EM.

Forud for torsdagens opgør havde Norge vundet de seneste fem indbyrdes opgør mod Danmark.

Nordmændene indledte med hurtigt spil og havde ingen problemer med at lave mål.

Alt imens var fløjspilleren Andrea Aagot usvigelig sikker på straffekast for Danmark.

Det ændrede imidlertid ikke ved, at Norge bragte sig foran 8-5, inden danskerne kom lidt bedre med.

Helena Elver scorede et flot mål til 7-8, men få minutter senere bragte verdens bedste kvindelige håndboldspiller, Henny Reistad, Norge foran med fire.

Som første halvleg skred frem, spillede Silje Solberg sig varm i det norske mål, og da tiden løb ud, var Norge foran 15-12.

Danmark var udfordret i angrebsspillet efter pausen, alt imens de norske fejl ikke blev udnyttet.

Der skulle således gå næsten syv minutter, før Danmark fandt vej til sin første scoring i anden halvleg.

Norge scorede mål efter behag og bragte sig foran med seks, men landstræner Jesper Jensen efterspurgte mere fysik i en timeout, og det fik han.

Det danske forsvar fik fat, og i den anden ende reducerede Mie Højlund til 23-24.

Det endte med at blive neglebidende tæt mod slutningen. Norge virkede rystet og smed bolden væk, inden Danmark missede muligheden for at udligne.

Norge smed imidlertid bolden væk igen, og med få sekunder tilbage på uret sikrede Elma Halilcevic det uafgjorte resultat til Danmark.

Hun er ikke udtaget til det kommende EM, som begynder i næste uge.

De danske håndboldkvinder skal lørdag møde Rumænien i Golden League, inden landsholdet søndag tørner sammen med Holland.