Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Mensing, Mensah og Nielsen stråler i dansk fem-målssejr over Spanien i Golden League

Søren Jakobsen/Ritzau
Opdateret
Emil Nielsen var strålende for Danmark i første halvleg
Emil Nielsen var strålende for Danmark i første halvlegStian Lysberg Solum/NTB/Ritzau Scanpix
Især Emil Nielsen havde en fremragende dag, da Danmark i deres anden kamp i Golden League slog Spanien med 34-29.

Nikolaj Jacobsens succesrige håndboldmænd fortsætter med at vise fornuftige takter i Golden League-turneringen i Norge.

Torsdagens sejr over værtsnationen blev fulgt op med 34-29 mod Spanien lørdag eftermiddag i en forestilling, hvor den danske sejr blev grundlagt af en stor første halvleg.

Her var danskerne en klasse bedre end bronzevinderne fra VM i januar. Holdet demonstrerede igen, at det er meget andet og mere end Landin, Hansen, Gidsel og Lauge.

Når folk som Aaron Mensing og Emil Madsen blev sendt i spil, gled de ret problemfrit ind i angrebssystemerne, der i lange perioder fungerede tæt på perfekt.

Madsen imponerede især som sikker kombinationsspiller, mens GOG-kollega Mensing gav flere prøver på sin voldsomme skudkraft fra lang afstand.

En på ny storspillende Emil Nielsen satte en fed streg under sit EM-kandidatur med 30 forrygende minutter mellem målstængerne.

Barcelona-keeperen var denne gang blevet sat på banen fra start i en kamp mod en stribe klubkammerater hjemme fra Catalonien, og den danske keeper kvitterede med en hel stribe redninger.

Det virkede næsten overlegent, da han midt halvlegen snuppede to spanske straffekast inden for et minut. I en halvleg, hvor forsvarsspillet var af svingende kvalitet, var han hovedårsagen til, at den spanske målhøst blev holdt nede på beskedne 12.

Danmark gik til pause foran med syv mål, og Niklas Landin kom på mål fra anden halvlegs start.

Stjernemålmanden havde slet ikke samme effekt som sin yngre kollega, og spanierne fik hakket noget af det danske forspring.

I den anden ende af banen fortsatte danskerne dog med at skabe chancer med største selvfølgelighed. Offensivt havde Lukas Jørgensen en stor dag på stregen med ni scoringer.

Da der midtvejs i halvlegen var en smule knas i den ellers velsmurte angrebsmaskine, kom Mathias Gidsel og Rasmus Lauge ind og sørgede for stabilitet, og Danmarks 10. sejr i de seneste 11 kampe mod spanierne kom aldrig i fare.

Danskerne slutter Golden League-opgaverne med en kamp mod Holland søndag.