Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Ribe-Esbjerg tager sidste top-8-plads i herreligaen foran Sønderjyske og TTH Holstebro

Ritzau
Der kunne jubles i Ribe-Esbjerg, efter de sikrede den sidste plads i top-8.
Der kunne jubles i Ribe-Esbjerg, efter de sikrede den sidste plads i top-8.Frank Cilius/Ritzau Scanpix
De sidste brikker faldt onsdag på plads i grundspillet i herrernes håndboldliga.

Her blev sidste runde afviklet. Alle hold var derfor i aktion på samme tid, men kun få havde noget at spille om.

Tre hold - Sønderjyske, TTH Holstebro og Ribe-Esbjerg - skulle således kæmpe om en enkelt plads i det fine selskab i top-8, der giver adgang til mesterskabsspillet.

Ribe-Esbjerg endte med at trække det længste strå.

Sønderjyske havde ellers med 21 point på ottendepladsen det bedste udgangspunkt inden kampstart, mens TTH og Ribe-Esbjerg, der mødte hinanden onsdag, begge havde 20 point på niende- og tiendepladsen.

Men en Ribe-Esbjerg-sejr over TTH på 35-34 og et nederlag til Sønderjyske på 28-35 mod Skanderborg Aarhus sendte altså billetten til mesterskabsspillet til det vestjyske.

Aalborg og GOG skulle også fordele førstepladsen mellem sig. Dog ikke i en direkte duel. De to hold startede onsdagen à point og skulle møde henholdsvis KIF Kolding og Skjern.

Både Aalborg og GOG vandt, så nordjyderne sluttede som vindere af grundspillet på grund af en bedre indbyrdes statistik.

Allerede inden runden stod det klart, at Aalborg og GOG ville udgøre top-2 og dermed tage to point med videre til mesterskabsspillet.

Onsdag blev det også afgjort, at Skjern endte på fjerdepladsen, der giver holdet et enkelt point fra start i mesterskabsspillet. KIF Kolding var også i spil til fjerdepladsen og kunne med uafgjort onsdag have overhalet Skjern, men sådan gik det altså ikke.

Efter første halvleg var spændingen intakt i kampen om ottendepladsen. I kampen mellem Sønderjyske og Skanderborg Aarhus førte sidstnævnte med 16-14.

I TTH-Ribe-Esbjerg stod der 16-15 til TTH, som dermed stod med billetten til mesterskabsspillet i hånden.

Sådan forholdt det sig dog ikke længere midtvejs i anden halvleg. Skanderborg Aarhus var stadig foran mod Sønderjyske, men Ribe-Esbjerg havde mod TTH bragt sig foran med et enkelt mål, så det nu var vestjyderne, der havde foden indenfor døren.

Som slutfløjtene nærmede sig, stod det klart, at det ville blive en eventuel vinder af kampen mellem TTH og Ribe-Esbjerg, der ville få pladsen i mesterskabsspillet.

Sønderjyske var bagud med fem mod Skanderborg Aarhus uden udsigt til at lave et comeback.

Med et minut tilbage førte Ribe-Esbjerg kun med et enkelt mål, så der var maksimal spænding i Holstebro, hvor hjemmeholdet kunne nøjes med uafgjort.

Afgørelsen faldt med 14 sekunder tilbage, hvor Elvar Asgeirsson bragte Ribe-Esbjerg på 35-33, og så var TTH's sidste mål i de døende sekunder uden betydning.

Så skulle Ribe-Esbjerg bare vente på, at kampen mellem Sønderjyske og Skanderborg Aarhus, hvor anden halvleg var kommet fem minutter senere i gang, var færdig.