Vanvittig redningsprocent: Fænomenal Landin tager pippet fra trængte KIF Kolding
Sidste sæsons finalister i DM-finalen for herrer tog lørdag begge en sikker sejr i den bedste række efter bemærkelsesværdige målmandspræstationer.
Hjemme mod Bjerringbro-Silkeborg vandt Fredericia HK topkampen 30-21, mens Aalborg Håndbold ude klaskede trængte KIF Kolding 36-16.
For Fredericia nappede Sebastian Frandsen 18 af 37 forsøg og nåede en redningsprocent på små 49. Det mere end matchede Niklas Landin i Aalborgs sejr.
Den nyligt landsholdspensionerede sidste skanse nappede 17 af 26 forsøg og stod med en redningsprocent på over 65 procent, inden han lod Fabian Norsten tage over i det sidste kvarters tid.
Med sejrene har Fredericia og Aalborg begge 17 point efter 11 kampe på henholdsvis tredje- og andenpladsen. Bjerringbro-Silkeborg er firer med 15 point.
Førerholdet GOG, der søndag gæster TMS Ringsted, har høstet 19 af 20 mulige point efter 10 kampe.
I Frederica bød Bjerringbro-Silkeborg i de første 20 minutter værterne fint op til dans, men foran 9-8 faldt gæsterne sammen og tabte første halvlegs sidste otte minutter med 0-5.
Spillet var for langsomt, og afslutningerne for stressede, og det blev nærmest kun værre i anden halvleg, hvor holdet kollapsede defensivt og aldrig fik det til at svinge offensivt trods profiler som Rasmus Lauge og Morten Olsen.
Aalborgs sejr kom efter nogenlunde samme opskrift, omend forskellen var endnu større. En stærk keeperpræstation og en sublim afslutning på første halvleg grundlagde en sikker sejr.
Blot én gang scorede KIF Kolding i de sidste ni minutter frem mod pausen, og så blev 7-10 forvandlet til 8-14, og spændingen var minimeret.
Det sidste rest forsvandt i det første kvarter af anden halvleg, hvor Landin hev utrolige syv redninger ud af sine ærmer.
Aalborg vandt således de første 17 minutter af anden halvleg med hele 14-1, og hen over pausen blev det altså uhørte 18-2 til nordjyderne fra 21. til 47. spilleminut, inden KIF Kolding begrænsede skaden en smule i slutfasen.
Landsholdsaktuelle Thomas Arnoldsen blev topscorer med syv mål.
KIF Kolding meddelte inden den markante lussing lørdag, at klubbens tidligere profil Sebastian Seifert fra mandag overtager den ledige cheftrænerpost, efter at Kristian Kristensen blev fyret i slutningen af oktober.