Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Kaos i Aarhus United: Bestyrelsesformand til frontalangreb på den sportslige ledelse

Søren Jakobsen
Kaos i Aarhus United - Bestyrelsesformand til frontalangreb på den sportslige ledelse
Kaos i Aarhus United - Bestyrelsesformand til frontalangreb på den sportslige ledelsetophaandbold.dk
Efter suspenderingen af den mangeårige træner Heine Eriksen er bestyrelsesformanden i klubben, Jan Snogdal, nu gået i åben krig med sportschef Mads Winther, som, mener han, ikke har reageret tilstrækkeligt og hurtigt nok overfor kritikken fra spillerne.

“Det er yderst beklageligt, at jeg som bestyrelsesformand i AARHUS UNITED skal presses til at kommunikere inden den verserende sag med Heine Eriksen er færdigbehandlet, men af hensyn til spillertruppen har jeg ikke andet valg,” begynder Snogdals kommentar, der er sendt ud som pressemeddelelse.

Heine Eriksen er efter en sæson, hvor klubben ellers sportsligt har leveret, suspenderet i ugens løb som følge af en række klager fra spillertruppens side, der har handlet om tonen og ledelsesstilen. Der har dog været stor splittelse internt i klubben om, hvorvidt suspenderingen er berettiget, og det er nu blevet endnu mere tydeligt.

Snogdal beskriver, hvordan man allerede i bestyrelsen ønskede ændringer efter en skuffende sidste sæson, og at man i februar havde haft et møde, hvor man havde talt om de tilfælde af offentlige vejninger, der var blevet meget omtalt i pressen, og som man ønskede at reagere på. Her blev det aftalt, at man skulle have et møde efter sæsonen.

“Hermed ændrede sagen i drastisk grad karakter, men bestyrelsen endte desværre i handlingslammelse, da Mads Winther i sin position som sportschef og næstformand for bestyrelsen ikke anerkendte validiteten af budskabet fra den store majoritet af spillerne. Endvidere henviste Mads Winther til, at Heine Eriksen blot gør det samme, som han har gjort i mere end 20 år i regi af DHF. Jeg stod derimod med den opfattelse, at der kunne fæstnes lid til de anførte 22 episoder, og at de beskrevne oplevelser måtte respekteres som meget alvorlige,” skriver Jan Snogdal.

Han afslutter pressemeddelelsen med:

“Den aktuelle proces handler om, at dele af bestyrelsen ønsker afklaret, i hvilken grad Heine Eriksen kan erkende et problem, og hvilke forandringer han mener at kunne tilbyde. Når det input er modtaget, må bestyrelsen afklare i dialog med spillernes repræsentant, Spiller Foreningen Håndbold, om den foretagne suspension af Heine Eriksen, som 3 ud af 4 bestyrelsesmedlemmer har bakket op om, kan trækkes tilbage, eller om resultatet må blive en fratrædelse.”

Heine Eriksen har været træner i klubben siden begyndelsen i 2017.