Team Esbjerg storsejrer i Kvindeligaens slutspil
Lørdag var Silkeborg-Voel på besøg i Esbjerg, og særligt i anden halvleg kørte hjemmeholdet gæsterne over og vandt med 38-27.
Med sejren topper Esbjerg slutspilsgruppe 1 med seks point. Silkeborg-Voel har endnu sit første slutspilspoint til gode i gruppen, hvor Sønderjyske også er på nul point, mens Nykøbing Falster Håndbold har tre point på andenpladsen.
Silkeborg-Voel fulgte godt med i store dele af første halvleg i lørdagens opgør mod Esbjerg.
Det var dog tydeligt, at hver gang Silkeborg-Voel lavede den mindste fejl, blev det straffet af et kynisk hjemmehold.
Gæsterne holdt i store dele af første halvleg fejlene på et minimalt niveau, hvilket også var nødvendigt.
Mod slutningen af første halvleg dalede kvaliteten i Silkeborg-Voels defensiv dog en smule, hvilke Esbjerg udnyttede til at gå til pause med en føring på 19-16.
Fra anden halvlegs begyndelse skruede Esbjerg bissen på, mens fejlene samtidig blev hyppigere hos Silkeborg-Voel.
Samtidig løftede Anna Kristensen i Esbjerg-målet for alvor niveauet og leverede flere store redninger.
Ti minutter inde i anden halvleg øgede Henny Reistad hjemmeholdets føring til syv mål, og derfra var det kun et spørgsmål om, hvor stor den vestjyske sejr skulle blive.
Esbjerg-træner Jesper Jensen udnyttede hen mod slutningen af opgøret den komfortable føring til at hvile profilen Henny Reistad, hvilket dog ikke betød, at hjemmeholdets niveau faldt i sejren, der endte på 11 mål.