Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Danmarks håndboldherrer møder Slovenien i OL-semifinale

Ritzau
Opdateret
Danmarks håndboldherrer møder Slovenien i OL-semifinale
Danmarks håndboldherrer møder Slovenien i OL-semifinaleAFP
Danmark skal overraskende møde Slovenien.

Slovenien bliver modstanderen for Danmarks håndboldherrer i OL-semifinalen på fredag klokken 21.30.

Det blev en kendsgerning sent onsdag aften, da Slovenien slog Norge med 33-28 i den sidste kvartfinale.

Tidligere onsdag vandt Danmark en meget tæt kvartfinale med 32-31 over Sverige.

Derefter kunne danskerne blot afvente onsdagens sene kamp.

Her startede det meget jævnbyrdigt, men slovenerne var først til at få et overtag med føringen på 9-6.

Særligt Barcelona-fløjen Blaz Janc var godt kørende hos Slovenien med fem mål i første halvleg.

Hos Norge var GOG-fløjen Alexander Blonz godt spillende, men trods syv mål i første halvleg, kunne han ikke forhindre Slovenien i at føre komfortabelt halvvejs.

16-12 lyste tavlen i Sloveniens favør.

Flere spillere fra den danske liga markerede sig i kvartfinalen. Aalborg-backen Aleks Vlah var slet ikke til at styre i begyndelsen af anden halvleg.

Sloveneren rundede 11 mål efter 44 minutter af kampen med scoringen til 24-20.

I det efterfølgende angreb fik Sloveniens Dean Bombac rødt kort for at sende bolden direkte i masken på Norges målmand, og det brugte Norge som afsæt til at reducere til 23-25.

Men et par norske afbrændere senere førte Slovenien igen med fire mål med otte minutter tilbage, og det kunne Norge ikke svare tilbage på.

Dermed bliver det heller ikke denne gang, at Norges håndboldherrer vinder OL-medalje for første gang.

Derimod er Sloveniens ditto stadig i spil til deres første OL-medalje før semifinalen mod Nikolaj Jacobsens tropper fredag klokken 21.30.

Den anden semifinale, der spilles fredag klokken 16.30, bliver et anliggende mellem Spanien og Tyskland, der tidligere onsdag besejrede henholdsvis Egypten og Frankrig - i begge tilfælde efter forlænget spilletid.