Danske håndboldmænd knuser Argentina i sidste OL-test
Der var klasseforskel fra start til slut, da landstræner Nikolaj Jacobsens tropper torsdag besejrede Argentina med 34-20 på hjemmebane i Hillerød.
Dermed har håndboldlandsholdet varmet op til OL med to sejre over Argentina på tre dage. Tirsdag blev det til en sejr på 34-24.
Det er dog et helt andet niveau, der venter de danske spillere, når de åbner legene i Paris 27. juli. Her venter de franske værter i åbningskampen.
Danmark er desuden i gruppe med argentinerne. De venter i den tredje gruppekamp.
Torsdagens sidste test i Hillerød var den sidste kamp for anfører Niklas Landin og Mikkel Hansen i den røde landsholdstrøje på dansk jord.
Landin indstiller landsholdskarrieren efter OL, mens Mikkel Hansen helt lægger håndboldskoene på hylden.
Begge spillere leverede en særdeles fornem præstation i afskeden med det danske landsholdspublikum.
Opgøret begyndte i højt tempo for danskerne, der lynhurtigt var foran 7-1.
Derfra rendte det danske hold dog ind i en periode med flere afbrændere, og det lukkede argentinerne ind i opgøret.
Det yngre kuld med Simon Pytlick og Thomas Arnoldsen havde ført an i indledningen, men ved 11-10 sendte landstræner Nikolaj Jacobsen rutinerede Rasmus Lauge og Mikkel Hansen på banen offensivt.
Den indskiftning fik styr på tingene igen.
Bagkæden med Lauge, Hansen og Mathias Gidsel splittede flere gange fuldstændig den argentinske defensiv ad.
Syv ubesvarede mål i træk var med til, at Danmark gik til pause foran 18-11.
Fra anden halvlegs start var den unge garde med Pytlick og Arnoldsen tilbage på banen. Det ændrede ikke på, at de danske mål kom som perler på en snor.
Efter 43 minutter lød den danske føring på 25-14.
Derfra var det tydeligt, at landstræneren havde øjnene rettet mod de kommende ugers store udfordringer.
Gidsel fik et hvil i det sidste kvarter, mens stregprofilen Magnus Saugstrup kun dækkede op.
Det ændrede ikke på den klasseforskel, der var mellem de to mandskaber.
Forskellen skinnede igennem helt til sidste minut, hvor et dobbelt vip kronede en flot dansk indsats.