Franskmændene er rolige trods nederlag til Danmark: Det er ikke alarmerende
Det danske håndboldlandshold fik en forrygende start i håndboldturneringen ved OL, da de lørdag aften slog de franske værter.
Både Danmark og Frankrig er blandt de helt store favoritter til at kæmpe om guldmedaljerne, men lørdag viste Danmark sig overlegne med en sejr på 37-29.
Selvom det var tungt for franskmændene at tabe til et dominerende dansk hold, så er franske spillere stadig ikke bekymret for resten af turneringen.
Luka Karabatic fortæller ifølge avisen L’Equipe, at det særligt var franskmændenes mange tekniske fejl, der var udslagsgivende. Den franske stjerne mener også, at de bare skal op på hesten igen og så skaffe point mod Norge, som de skal møde i næste kamp.
”Kodeordet er at fokusere på den næste kamp, vi har ikke meget tid til at have ondt af os selv. Vi har brug for point så hurtigt som muligt. Vi lavede også en masse tekniske fejl og mistede bolden, hvilket vi betalte for.” Fortæller Luka Karabatic til L’Equipe, der trods nederlaget stadig er rolig omkring resten af turneringen.
”Det viser os, at det bliver hårdt. Vi spillede mod Danmark, et hold med nogle af de bedste spillere i verden, som også har slået os en del gange. Der er ikke noget alarmerende ved sådan et nederlag. Vi burde have været på 100 %, men vi manglede det sidste på mange områder, og i sidste ende tabte vi.”
Solidt og omskifteligt dansk forsvar
Det er ingen hemmelighed, at Danmark flere gange har haft store problemer med det franske landshold, men lørdagens overlegne sejr viste, at danskerne måske har fundet en god løsning til at presse de franske angreb.
Den franske back Nedim Rémili fortæller også til L’Equipe, at de franske spillere havde svært ved at håndtere de mange skift, der var i den danske forsvarsformation.
”De gik fra 6-0-forsvar med to spillere højt oppe, så til et simpelt 5-1-forsvar og til sidst til et 3-3-forsvar. De analyserede den kamp, vi spillede mod dem ved EM, og forberedte sig godt.” siger Nedim Rémili.
I næste kamp skal Danmark møde Egypten, mens Frankrig møder Norge. De franske værter er tvunget til en sejr, hvis de ikke skal under alt for stort pres i de resterende gruppekampe.