Kirkeløkke mangler teknik på uvant fløjposition: Det er sjovt og svært
Når Niclas Kirkeløkke har tørnet ud for håndboldklubben Rhein-Neckar Löwen, har det hovedsageligt været i en rolle som klassisk bomber.
Fra sin position på højre back har han sin force i knaldhårde langskud, som i den seneste sæson gjorde ham til sin klubs topscorer i Bundesligaen.
Den rolle skal man dog ikke forvente at se ham specielt meget i på det danske landshold ved OL i Paris, hvor han er henvist til en tilværelse på fløjen.
"Jeg synes, det er meget sjovt. Det er lidt svært for mig nogle gange, og der er mange tekniske ting, jeg ikke har styr på. Men jo mere jeg træner det, jo bedre bliver det," siger Niclas Kirkeløkke.
Fløj kommer Niclas Kirkeløkke aldrig til at blive på klubplan. Løsningen på landsholdet er sat i værk, fordi Mathias Gidsel - det altoverskyggende førstevalg på højre back - skal spare så meget på kræfterne som muligt.
Derfor bliver Gidsel parkeret ude på fløjen, når Danmark forsvarer, mens Kirkeløkke tager den fysisk krævende tjans på backen. Han er altså med til OL, fordi han er en stærk forsvarsspiller og en ikke fuldstændig håbløs fløjspiller.
Løsningen viste sig effektiv under VM i 2023, hvor landstræner Nikolaj Jacobsen hentede Kirkeløkke ind undervejs i turneringen. Han gjorde en markant defensiv forskel i VM-triumfen, og siden er løsningen levet videre.
"Det er fedt, at det er et våben, som virker, og som kan holde Mathias frisk i længere tid," siger Kirkeløkke.
Han erkender dog blankt, at han aldrig bliver fløjspiller på niveau med Hans Lindberg. Han er ganske enkelt ikke bygget til det og vil aldrig kunne tilegne sig lige så rappe fødder, som fløjspillere ofte er udstyrede med.
"Mit tilløb er ikke optimalt, og jeg mangler noget timing. Nikolaj er meget efter mig, fordi jeg ikke kommer med høj nok fart, når jeg modtager bolden. Højere fart ville give mig mere længde på mit hop og en bedre vinkel på afslutningen."
"Heldigvis har jeg en god springstyrke, men det er svært, når keeperen står og fylder hele målet. Så man er nødt til at hoppe langt ind for at få noget rum at skyde i," siger Kirkeløkke.
Fløjspillere er ofte kendetegnet ved finurlig teknik. Se bare på Emil Jakobsen, der hængende i luften kan identificere et hul, som han på forunderlig vis kan få krøllet bolden ind i.
"Den del har jeg mildest talt svært ved," siger Kirkeløkke med et grin.
"Jeg har en fordel i min lange arm, så jeg tit kan få bolden rundt om målmanden. Det ligger ikke helt fjernt for mig, men jeg har ikke de der finurlige skud, som de andre har."
"Ofte har jeg besluttet mig for, hvor jeg kommer til at skyde, inden jeg springer, men jeg forsøger at blive bedre til det, så jeg er sværere at læse," siger Kirkeløkke.
Når den nye klubsæson begynder, spiller Niclas Kirkeløkke ikke længere for Rhein-Neckar Löwen. I stedet slutter han sig til danskerkolonien i Flensburg-Handewitt.