Franske favoritter knækker Sverige i forlænget drama foran rekordpublikum
Frankrigs håndboldkvinder har stadig mulighed for at genvinde OL-guld på hjemmebane.
Torsdag indløste holdet adgang til finalen ved at slå Sverige efter forlænget spilletid i semifinalen.
Sverige var ellers i vinderposition med en føring på fire mål i anden halvleg, men Frankrig fremtvang med få sekunder tilbage en forlængelse, hvor det endte med fransk sejr på 31-28.
Det skete foran 27.000 tilskuere - det højeste antal nogensinde til en kvindehåndboldkamp.
Modstanderen i finalen bliver enten Danmark eller Norge, der mødes i den anden semifinale torsdag klokken 21.30.
Inden kampen regnede bookmakerne Frankrig som relativ klar favorit, men svenskerne havde ikke i sinde at bøje sig for den slags.
Frankrig havde gjort rent bord med sejre hidtil i OL-turneringen, men blev hurtigt udfordret i semifinalen efter at have været foran med 4-2 i indledningen.
Første halvleg var meget jævnbyrdig, men ved pausen havde svenskerne skabt et forspring på 12-10.
Ikke mindst Nathalie Hagman var træfsikker for Sverige op til pausen.
I anden halvleg kom Sverige på 15-12, men Frankrig reducerede til 15-16, før Sverige ved 20-16 skabte kampens hidtil største føring.
Ved 21-17 angreb Sverige for en femmålsføring, men forpassede chancen, og så begyndte Frankrig at spise af forspringet.
Båret frem af et elektrisk publikum kom Frankrig tilbage, og jubelbrølet kunne nærmest måles på richterskalaen, da hjemmeholdet udlignede til 22-22 på et straffekast.
Derfra blev det et drama. Frankrig angreb for udligning i det sidste minut og skabte balance med Tamara Horaceks mål til 25-25 med 14 sekunder tilbage.
Sverige havde altså tid til at sætte et afgørende angreb ind, men fik slet ikke spillet sig til afslutning.
I forlængelsen var der ingen spænding om udfaldet. Allerede i første halvleg af forlængelsen kom Frankrig foran med tre mål, og da Sverige i anden halvleg blev ramt af to udvisninger samtidig, var løbet kørt.
Dermed er Frankrig klar til finalen på lørdag mod enten Danmark eller Norge.