Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Norske spillere lægger sig fladt ned efter choknederlag til Sverige

Opdateret
Norge fik en dårlig start på OL.
Norge fik en dårlig start på OL.AFP
Selv uden verdensstjernen Henny Reistad burde Norge have kunnet slå Sverige uden større problemer i de to holds indbyrdes møde ved OL torsdag.

De norske medier er af den årsag ikke synderligt imponerede over deres kvindelandshold, der tabte til naboen med 32-28. Det er første gang i syv år, at Sverige slår Norge i en betydende kamp. 

"Dette er en rigtig skandale af en OL-åbning, hvor Norge var de klare favoritter," sagde NRK's håndboldekspert Håvard Tvedten efter kampen.

Heller ikke netop Reinstad var til at slå smil af efter kampen, som hun måtte se fra bænken, da hun stadig ikke er sin ankelskade kvit.

"Det er virkeligt ærgerligt. Jeg gør fremskridt, og det gør det lettere at se på, men det er forfærdeligt ikke at kunne spille en åbningskamp ved OL," sagde Team Esbjerg-spilleren efter kampen til NRK.

Allerede i pausen havde hun over for svensk tv ærgret sig over antallet af afslutninger, det norske forsvar tillod svenskerne at affyre mod mål, selvom guldfavoritterne på det tidspunkt trods alt var foran med to.

De kom endda foran med tre mål i anden halvleg, men formåede alligevel at formøble den ganske solide føring.

For 24-årige Thale Rushfeldt Deila blev resultatet af hendes OL-debut alt for meget i interviewet efter kampen, hvor hun brød sammen i tårer.

"Jeg er meget skuffet, det er vi alle. Der var måske lige lovligt mange nerver, det var det i hvert fald for mit tilfælde," fortalte hun.

Også den norske landstræner Thorir Hergeirsson var frustreret over kampens forløb, da nordmændene tabte deres momentum i løbet af anden halvleg.

"Jeg føler, at vi har ret god kontrol over kampen, men så sker der en masse ting på én gang i løbet af kort tid," sagde han efter kampen til NRK.

Han gav dog også sin fulde opbakning til den unge Deila.

"Hun ryster det af sig, sådan er topidræt. Hvad der ikke knækker dig, gør dig stærkere," sagde Hergeirsson til norsk TV2.

Svenskerne havde sig dog også en sikker sidste skanse i målet, da Johanna Bundsen stod fremragende med hele 18 redninger i opgøret.

"Jeg er tilfreds med mit spil i dag, men vi vinder og taber som et hold. Jeg er tilfreds med min præstation," sagde den svenske keeper følgende til NRK.

Den svenske træner, Tomas Axnér, roser holdets præstation under de vanskelige forhold i anden halvleg:

"Med tanke på forholdene i dag er det en stor præstation. Vi vandt anden halvleg med seks mål mod den store guldfavorit. Det var fantastisk, og jeg er glad på pigernes vegne," siger han til SVT.

Norge kan rette op på den sløje start søndag, selvom man må håbe på, at de ikke formår dette, da modstanderen hedder Danmark.