OL-reserve træder til: Brutalt at se en drøm blive knust
Håndboldspilleren Helena Elver får pludselig en langt større rolle på det danske kvindelandshold ved OL i Paris, end hun var tiltænkt.
Oprindeligt var bagspilleren udtaget som reserve på kvindelandsholdet, men en pludselig skade til holdkammeraten Simone Petersen under tirsdagens træning betyder, at Elver kan se frem til OL-debut.
Det sker, når håndboldkvinderne torsdag morgen indleder OL-turneringen mod Slovenien.
"Det er meget ambivalent for mig."
"Jeg er meget stolt og glad for at skulle spille til OL, men jeg er ligeså ked af det på hendes vegne. Det fylder faktisk mest."
"Hun har fortjent OL så meget, og at se hendes drøm bliver knust på den måde, det fortjener ingen - specielt ikke hende,"siger Helena Elver.
Uheldet skete under tirsdagens træning, hvor Simone Petersen var i færd med at lave en finte, da det sagde klik. Efterfølgende har det vist sig, at Ikast-playmakeren har pådraget sig et brud.
"Vi kunne alle mærke på Simone, at det var mere alvorligt end et lille vrid," siger Helena Elver, der selv har døjet med alvorlige skader.
I godt to år fra 2020 til 2022 spillede hun ikke en eneste håndboldkamp på grund af to overrevne korsbånd.
"Derfor rammer det mig mere, at Simone ikke får lov til at opleve mere af OL. På en eller anden måde kender jeg den følelse, hun har. Det er en drøm, der er blevet knust. Det er ubærligt og brutalt," siger Elver.
Odense-spilleren havde indstillet sig på, at hun skulle bakke op om holdkammeraterne under OL.
"Det her ændrer alt for mig. Jeg havde forberedt mig på, at jeg ikke skulle spille hernede."
"Jeg føler, at jeg er professionel nok i det til at tune ind på, at jeg skal præstere nu og ikke bare støtte holdet," siger Helena Elver.
Danmark indleder OL-turneringen torsdag klokken 9.00 mod Slovenien. Det sker dagen før åbningsceremonien.