Sikker dansk sejr over Slovenien efter solid defensiv indsats krydret med stærk offensiv
Det danske kvindelandshold i håndbold kan tage til OL's åbningsceremoni i Paris fredag aften i højt humør og med optimismen intakt.
Danskerne fik nemlig en resultatmæssig perfekt start på holdets første OL-deltagelse i 12 år ved at slå Slovenien med 27-19 i legenes første håndboldkamp overhovedet.
Lige kønt var det ikke hele vejen, men Danmark har under landstræner Jesper Jensen skabt sig en solid base i en brølstærk defensiv, som kan bære holdet igennem perioder, hvor spillet ikke flyder optimalt.
Fundamentet holder også til usædvanlige forhold som kampstart klokken ni om morgenen, der havde tvunget spillerne usædvanligt tidligt ud af papsengene i den olympiske by.
Den slags forhold var selvfølgelig ens for begge hold, og begge startede også usammenhængende i den lavloftede messehal i Paris' sydvestlige udkant.
Medvirkende til den rodede indledning kunne også være, at samtlige spillere minus Louise Burgaard betrådte ukendt land.
Det slovenske kvindelandshold deltager ved OL for allerførste gang, mens Burgaard er den eneste af danskerne, der var med i 2012, da Danmark senest var med på den største scene.
Efter en halv halvleg var premierenerverne dog spillet ud af systemet, og derfra var der ikke meget tvivl om, hvilken vej det gik.
Forsvaret lukkede sig sammen foran Althea Reinhardt, der var blevet foretrukket som målvogter frem for Sandra Toft.
Offensivt var det i starten mere svingende, og man sad med fornemmelsen, at der ikke kom nok ud af, at slovenerne knoklede sig til hele fem udvisninger før pausen.
Helena Elver, der i sidste øjeblik var kommet ind i truppen i stedet for skadede Simone Petersen, overtog også opgaverne som styrmand i overtalsspillet.
Odense-spillerne skruede tempoet i vejret, men i perioder savnede man bedre timing i løbene omkring hende. Især den ellers ihærdige Burgaard havde svært ved at sætte sig afgørende igennem fra bagkæden.
Mie Højlund var til gengæld et frygtindgydende våben med sine hurtige fødder, og Trine Østergaard var langt henad vejen sikker i afslutningerne på højrefløjen.
Danmark førte 14-11 ved halvtid, og fra anden halvlegs start virkede spillerne til at være i fuld kontrol.
Kristina Jørgensen brillerede med et par fikse stående skud, og efterhånden mistede slovenerne både modet og troen på, at de kunne få noget ud af den historiske debutkamp i OL-sammenhæng.
Opløftende var det igen at se Mette Tranborg tage fat i forsvaret efter en hel sæson som ukampdygtig.
Den lange bagspiller fik også lov at vikariere lidt for Trine Østergaard på fløjen, men forståeligt nok uden at være nogen særlig trussel. Det er primært i defensiven, Tranborg får en rolle at spille ved OL.
Sandra Toft kom på banen i slutfasen og fik sine første OL-minutter i den efterhånden afslappede atmosfære, mens det morgenfriske publikum klappede sig taktfast gennem kampens sidste sekunder.
Danmark har nu to hviledage, inden der venter en noget sværere opgave mod Norge søndag eftermiddag.