Store, norske stryg til Danmarks håndboldkvinder i sidste OL-test
Det er det største nederlag i Jesper Jensens tid som landstræner og desværre jo også nok en indikator for, hvor Danmark står inden OL. Tirsdag tabte de dog blot med to mål til selvsamme modstander.
Norge var uden deres verdensstjerne Henny Reistad, men det forhindrede dem ikke i at køre danskerne over.
Hvor tirsdagens opgør i Norge var præget af dårligt angrebsspil, bød torsdagens kamp i Hillerød på en hel del skidt forsvarsspil særligt fra dansk side.
Norges Stine Oftedal gjorde kampen igennem lige, hvad der passede hende, og den danske defensiv formåede aldrig at stække playmakeren.
Danmark har ti dage til at finde en formel, der kan stoppe Oftedal og den norske offensiv.
De to hold er i gruppe sammen ved OL og mødes i den anden gruppekamp 28. juli. Danmark åbner tre dage før mod Slovenien.
I det første opgør i Norge tirsdag havde Danmark svært ved at score mål, men det var der lavet om på fra kampens start i mødet torsdag i Hillerød.
Danmark var ført an af en velspillende Anne-Mette Hansen og spillede i indledningen med højere tempo og mere varieret, men til gengæld var den gal i den anden ende.
Norge havde lige så nemt ved at komme frem til scoringer. Derfor fulgtes de to hold frem til 8-8.
Herfra kom de tekniske danske fejl snigende, og det straffede den norske kontramaskine flere gange prompte.
Fire norske scoringer i træk fik landstræner Jesper Jensen til at kalde til samling på de danske tropper, hvilket fik sat en stopper for fejlene.
Det ændrede dog ikke på, at Danmark ikke fik fat i noget som helst defensivt, hvor der heller ikke var meget hjælp at hente mellem stængerne.
Norge førte med tre scoringer ved pausen, og den føring blev kun større fra anden halvlegs start.
Otte minutter af anden halvleg skulle der gå, før Danmark igen kom på tavlen, og imens fortsatte Norge med at score efter behag.
Haltende dansk angrebsspil og norsk effektivitet var kampbilledet i anden halvleg, hvor den norske føring kun blev større og større.