Nikolaj Jacobsen ser spillere an før OL-udtagelse

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Nikolaj Jacobsen ser spillere an før OL-udtagelse

Nikolaj Jacobsen er i gang med forberedelserne til OL.
Nikolaj Jacobsen er i gang med forberedelserne til OL.STUART FRANKLIN/GETTY IMAGES EUROPE/Getty Images via AFP
De danske håndboldherrer indledte mandag forberedelserne frem mod OL i Paris.

20 spillere stemplede ind til den olympiske træningssamling i Faaborg, men ikke alle kommer med til Frankrigs hovedstad.

På onsdag i næste uge vil landstræner Nikolaj Jacobsen og assistenten Henrik Kronborg offentliggøre de 14 spillere og 3 reserver, de vil have med i den endelige OL-trup.

"Jeg har det fint nok med at skulle vælge nogen fra. Det er mit job, og jeg er jo ansat til at stille det hold, som jeg synes, er det bedste hold til OL," siger Nikolaj Jacobsen.

"Jeg er helt med på, at der er en masse spillere, der er spændte og vil vise Henrik og mig, at de skal med til Paris."

"Min opgave bliver at blødgøre stemningen lidt og sørge for, at det er så afslappet som muligt, så det er til at være i. Alle vil gerne med, men der er også nogle, der er mere sikre end andre," siger landstræneren.

Da spillerne mødte ind i lejren i Faaborg, var stemningen god, hvilket ifølge Nikolaj Jacobsen er kendetegnende for miljøet på landsholdet. Men OL-kapløbet vil muligvis sætte sit præg på samlingen.

"Der er en rigtig god stemning, efter at vi er mødt ind, og sådan forventer jeg egentlig også, at det vil være."

"Men det er klart, at der er meget på spil. Vi er et af de bedste hold i verden, så der skal være hård kamp om pladserne," siger landstræneren.

En af de spillere, som manges øjne er rettet imod, er Mikkel Hansen. Den mangeårige profil har udtrykt håb om, at han får lov til at slutte en lang og glorværdig håndboldkarriere med et sidste OL.

Førhen var Mikkel Hansen holdets med afstand vigtigste markspiller, men spilleminutterne har været aftagende de senere år.

Mange er derfor spændt på at høre, om 36-årige Hansen får lov til at sætte et sidste punktum i Paris.

"Det er for tidligt for mig at sige. Vi har ikke trænet eller noget som helst endnu."

"Jeg kommer ikke til at løfte sløret omkring nogen af spillerne," siger Nikolaj Jacobsen.

De danske håndboldherrer vandt OL i Rio i 2016. Ved det seneste OL blev det til sølv efter et finalenederlag til Frankrig.