Skadede forsvarere giver Nikolaj Jacobsen et kæmpeproblem
Håndboldlandsholdet kan få et alvorligt problem i resten af OL, hvis skadesproblemerne i midterforsvaret fortsætter.
Tirsdag er både Magnus Saugstrup og Simon Hald blevet skiftet ud af truppen, og det efterlader landstræner Nikolaj Jacobsen med et gabende hul på midterpositionerne i defensiven og på stregen i angrebet.
"Hvis det er noget, der varer i resten af turneringen, så bliver det et kæmpeproblem for os," fastslår landstræneren på et pressemøde i OL-byen.
Simon Hald blev ramt af en forstrækning i mandagens møde med Egypten, mens Magnus Saugstrup har ankelproblemer.
Værst ser det ud for Simon Hald.
"Simon er i hvert fald ude i minimum en uge, og derefter må vi se, hvordan han heler. Det er knapt så alvorligt med Saugstrup. Men lige nu kan han ikke spille. Der er alt for meget væske i anklen. Han er tæt på uerstattelig for os. Han kan få tre dages pause nu, og så håber vi, at der er styr på væsken. Der er ingen garanti, men det er håbet," siger Nikolaj Jacobsen.
Lukas Jørgensen erstatter Simon Hald, mens Lasse Andersson kommer med mod Argentina som substitut for Magnus Saugstrup.
Dermed er Henrik Møllgaard og Lukas Jørgensen lige nu de eneste "udlærte" midterforsvarere i OL-truppen.
Ved tirsdagens træning eksperimenterede landstræneren med alternative opstillinger, hvor Niclas Kirkeløkke og Lasse Andersson blev afprøvet i midten.
Det bliver i givet fald kun nødløsninger. Adspurgt, om han føler sig tryg med de to som del af midterforsvaret, svarer landstræneren:
"Nej. Men det er jo det, der er alternativet. Argentina kommer højst sandsynligt til at lave flere mål i morgen (onsdag, red.), end de ellers ville gøre. Men så må vi jo se, om vi kan lave tilsvarende flere i den anden ende."