Aalborg indkalder til pressemøde om Mikkel Hansens fremtid: Karrierestop i luften
"Onsdag den 3. april kl. 12.30 vil Mikkel Hansen og Aalborg Håndbold på et pressemøde fortælle nærmere om det fremtidige samarbejde mellem parterne," er ordlyden i pressemeddelelsen, hvor det også fremgår, at ingen af parterne vil have yderligere kommentarer inden pressemødet.
Mikkel Hansen har længe været ude med en sygemelding på grund af stress, men kom dog tilbage i tide til at vinde VM-sølv med landsholdet ved slutrunden i Tyskland i januar.
Den snart 37-årige spiller sidder lige nu ude med en lyskeskade, mens det går godt for holdet. De er efter en suveræn sæson indtil videre, der har placeret dem syv point foran nærmeste forfølger fra Fredericia, i slutspillet, der begynder den 7. april, og ligeledes fortsat med i Europa.
Hansen har kontrakt med Aalborg Håndbold frem til næste sommer, men har før luftet tanken om karrierestop under sin skadespause. Til sommer venter der som bekendt et OL i Paris, hvorefter en anden stjerne, Nikola Karabatic, har meldt ud, at han stopper sin karriere som aktiv.