Dansk bruttotrup til håndbold-VM på hjemmebane er udtaget
Truppen indeholder et miks af erfarne spillere ,og mere urutinerede kræfter. Truppen er desuden uden Mette Tranborg, der er ude med en alvorlig knæskade.
Blandt de store navne er Sandra Toft, Anne-Mette Hansen og Line Haugsted udtaget.
I den anden ende, blandt de uerfarne, ligger Alberte Ebler, Alberte Kielstrup Madsen og Louise Bak Jensen. Ingen af dem er noteret for en A-landskamp endnu.
Der kan ikke skiftes ud i bruttotruppen i tilfælde af skader eller andet.
”Det er altid lidt af et puslespil at sammensætte sådan en bruttotrup. Vi har jo en opgave i at forsøge og helgardere os ud fra en hel masse tænkelige scenarier, sådan at hvis vi er tvunget til at skifte ud, har vi stadig gode kort på hånden. Det er derfor et relativt svært valg og noget, vi bruger meget tid på. Der er helt sikkert også andre spillere, vi kunne have taget med. Men efter nøje overvejelser tror vi på, at det er blandt disse 35 spillere, at vi kan finde en gruppe, der kan gøre det godt for Danmark i december”, fortæller den danske landstræner Jesper Jensen, til Dansk Håndbolds hjemmeside.
Danmark spiller sine kampe til VM i Boxen i Herning. VM afvikles fra 29. november til 17. december.
Modstanderne i gruppespillet er Rumænien, Serbien og Chile.