Håndboldkvinder trækker østeuropæere til VM på hjemmebane
Det står fast, efter lodtrækningen blev foretaget i Gøteborg torsdag.
Alle tre kampe skal spilles foran hjemmepublikum i Jyske Bank Boxen i Herning. Danmark er nemlig medvært for slutrunden sammen med Sverige og Norge.
Og det må siges at være en godkendt lodtrækning for landstræner Jesper Jensen og landsholdet.
Rumænien, der blev trukket fra andet seedningslag, kan ikke ligefrem prale af store slutrunderesultater de seneste år. Ved VM i 2021 blev rumænerne nummer 13, mens det blev til en 12.-plads ved sidste års EM.
Kvalificerer håndboldkvinderne sig som forventet til mellemrunden, bliver Danmarks gruppe E parret med gruppe F.
Her vil så vente tre modstandere blandt Tyskland, Polen, Japan og Iran.
Kampene i Danmarks mellemrunde spilles også i Herning. Det samme gør en eventuel kvartfinale, semifinale og finale for Danmark.
Ved VM i Spanien i 2021 vandt de danske håndboldkvinder bronze. Året efter ved EM i Slovenien, Nordmakedonien og Montenegro kom landsholdet et trin højere op på podiet, da det blev til sølv.