Heindahl om sammenligning med 'Jernhårde ladies': Vi vil gerne være noget nyt
”Vi er et hold, der har præsteret godt over tid. Vi har ikke været en døgnflue. Derfor er de høje forventninger vores egen fortjeneste. Det er vi meget bevidste om”, siger 31-årige Katrine Heindahl på landsholdets mediedag til Flashscore.
Kvindelandsholdet i håndbold rider i øjeblikket på en bølge af gode præstationer, hvilket har medført øgede forventninger til holdet. Både internt og især eksternt, hvor de mange sammenligninger med 90’ernes og 00’ernes succesfulde landshold er aftaget.
”Det er rart, at pressen i de seneste par år har snakket mere om os, end om de jernhårde ladies. Der bliver skabt en fortælling, hvor der refereres mere til det, vi har præsteret, end det, der blev præsteret af tidligere landshold. Det er rigtigt fedt”.
Den nye generation på det danske landshold har støt og roligt udviklet sig fra slutrunde til slutrunde. Efter en fjerdeplads ved EM på hjemmebane i 2020 er det blevet en tand bedre år efter år, og guldet var tæt på ved seneste EM, hvor Norge løb med sejren efter en nervepirrende finale.
En slutrunde, der for Heindahl betød en kåring som mesterskabets bedste forsvarsspiller.
”Der er ikke nogen af os på holdet, der har behov for at være de nye jernhårde ladies. Det var en æra i dansk kvindehåndbold, og lige nu føler jeg, at vi gerne vil bygge på vores eget og være det, der tilhører nutiden".
Selvom Heindahl glæder sig over at det nuværende landshold vurderes ud fra egne meritter, så letter Team Esbjerg-stregen på hatten over deres forgængeres resultater dengang.
”Det, der var engang, skal bestemt anerkendes. Det hold var sindssygt godt. Jeg tror da, at vi alle sammen drømmer at præstere noget rigtigt stort ligesom dem”.
En vigtig faktor i det nuværende landsholds succes er landstræner Jesper Jensen, der frem til sommeren 2024 også er Heindahls klubtræner. Netop det faktum spillede en stor rolle, da Katrine Heindahl måtte bryde sin kontrakt med CSKA Moskva, da Rusland i starten af 2022 invaderede Ukraine.
”Vi har opbygget et sindssygt stærkt samarbejde. Det var en af grundene til, at jeg valgte Team Esbjerg. Netop at kunne have Jesper som træner i det daglige. Jeg ser det som en kæmpe fordel, i forhold til det landsholdseventyr vi er i nu, at vi kender hinanden så godt”.
Selvom det kunne være fristende at tro, at rollerne af den grund skulle være den samme på klubholdet som på landsholdet, så mener Heindahl selv, at der har været forskel. Især i sidste sæson var der stor forskel.
”På klubholdet har der været fokuseret meget på min forsvarsrolle, hvor jeg på landsholdet har været mere tovejs-spiller. Det er blevet udlignet mere i denne sæson. Sidste år spillede jeg med verdens måske bedste angrebsstreg i Vilde Ingstad. I år er Rikke Iversen kommet til, og så har det været helt naturligt, at vores roller har været de samme som på landsholdet”, lyder det fra Heindahl.
Kathrine Heindahl debuterede på landsholdet i 2010, og har været en fast bestanddel siden 2015. Det er blevet til 125 landskampe med 255 mål til følge.